Plant et nyt træ
September er et godt tidspunkt at plante et nyt træ med rodklump, men hvis træet købes som barrodet, er det bedst at vente, til bladene er faldet af.
Når havens træer er blevet alt for store og dominerende, så der er for meget skygge, for skummelt og for fugtigt, så må der fældes. Men inden der er gået en weekend er haven krøbet, og huset står pludselig helt alene og virker meget stort og nøgent i en have hvor intet er højere end 3 meter.
Oplevelsen af, at haven skifter totalt karakter fra den ene dag til den næste, kan du undgå ved at sørge for at have træer på forskellige udviklingstrin. Der skal være små træer på 2-3 år, mellemstore på 5-8 år gamle og store træer, som er 10 år og ældre.
Store træer skal ikke forstås som høje birke og bøge, hvis haven ligger i et almindeligt villakvarter er de for voldsomme, når de bliver ældre end 10-15 år.
Det betyder, at det er fint at købe unge træer - de er billige og har nemt ved at lykkes. En højde på 100-150 cm for løvfældende og 40-80 cm for stedsegrønne træer er en meget sikker plantestørrelse, fordi plantens rod passer til ”toppens” forbrug af vand og næring. Det giver en stor overlevelsesprocent i haven.
Vent med de barrodede træer til bladene er faldet af
Både de stedsegrønne og de løvfældende træer plantes nu. De kan købes i potter og vil her i løbet af efteråret danne stærke rødder i den fugtige jord udenom potten.
Skal de løvfældende træer være billigere, kan de ofte også købes uden potte – såkaldt barrodede træer. Men du skal vente med at plante dem, indtil de har tabt bladene. Først da holder de til at blive gravet op og flyttet.
De stedsegrønne træer sælges sjældent barrodede. I stedet fås de ”med klump”, hvilket betyder, at der er så meget jord med omkring rødderne, at de kan overleve transporten til et nyt voksested.