
Havetur med saksen i august
Drømmer du om at få styr havens stauder, frugttræer og jordbærrækker? Efter en lang ferie kan haven trænge til en ordentlig tur med saksen – det gælder alt fra jordbærrækker, til æbletræer og alle de tidlige stauder, der nu er afblomstret.
Heldigvis findes der smutveje til at klippe det hele på kort tid og samtidig få fyldt vaserne med skønne buketter.
Giv stauderne et studs
Det gælder for haven ligesom for os andre, at en hurtig tur til frisøren kan trimme toppen og indtrykket gevaldigt.
Stauder, der ser kedelige ud i toppen har også godt af at få en tur med saksen og det strammer helhedsindtrykket gevaldigt op. Har man mange stauder langs kanten af bedene som fx lodden løvefod, staudesalvie og storkenæb, kan man bruge hækkeklipperen til at klippe de brune blomster af, mens en mindre håndtrimmer kan bruges til at klippe blomsterne af lammeøre og lavendler, når de begynder at blive brune.
På den måde undgår man at få krampe i hånden, og stauderne bliver betragteligt smukkere at se på, når de visne blomster klippes bort. Klip lige over de grønne blade på planten, men prøv dig frem og find din egen skæregrænse.
Trim jordbærrene med plæneklipperen
Også jordbærrene kan får en tur med maskinen, hvis du stille plæneklipperen højt og køre en tur hen over rækkerne. På den måde mindsker du i et snuptag bladmassen, forebygger sygdomme og giver lys og luft til planterne.
Samtidig kan du lettere fjerne uønskede aflægger og ukrudt mellem de blivende rækker, når bladene er fjernet. Men sørg blot for at plæneklipperen stilles i en tilpas højde, så du undgår at beskadige hjerteskuddet, hvorfra planter skyder med nye blade.
Forkæl dig selv med buketter
I august begynder haven for alvor at bugne af georginer, høstfloks og andre med blomster, der fylder godt i buketter. For mange af disse blomster gælder det, at jo mere du klipper, jo flere nye blomster producerer planten, når blot du lader de nye knopper og skud blive tilbage.
Der er intet, der kan lindre en travl opstart på arbejdet, som synet og duften af en smuk buket fra haven. Det giver glæde både på arbejdsbordet og i hjemmet.
Starten af august er også tiden, hvor mange af havens tidsler er tilpas udviklede til at tage ind til tørring, hvis du har smag for den slags. For tidselkugle, Echinops, gælder blot, at du skal klippe lige inden blomsterne springer ud for at få den smukkeste tørrede blomst både i form og farve. Også de lysende blå blomster fra russisk mandstro, Eryngium planum, er fine i buketter og til at tørre og bruge i kranse og dekorationer.