fbpx Hegn kontra hæk | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Hegn kontra hæk

Der er både fordele og ulemper ved at opføre et hegn i stedet for at plante en hæk. 
Tekst og foto: Nina Ewald - 
17. juli 2020

 

Fordele ved hegnet:

• Det er en her og nu-løsning. Når man opfører et hegn, får man lynhurtigt skabt en skillevæg i eller omkring haven. I modsætning til en hæk skal man ikke vente på, at planterne vokser til, og hækken bliver tæt. 

• Det fylder ikke så meget i bredden som en hæk. På den måde kan man spare plads. Det er smart, hvis haven er lille, eller hvis det drejer sig om et snævert område, der skal hegnes ind. 

• Man udnytter pladsen i højden. Lodret beplantning op ad et hegn sparer kvadratmeter.

• Det er enkelt og stilrent. I en moderne og evt. minimalistisk have gør et hegn sig måske bedre end en romantisk, blomstrende hæk.

• Det sparer dig for arbejde. Hegnet kræver ikke så meget arbejde som en hæk, der skal klippes en eller flere gange om året. 

• Det sikrer privatliv. Et hegn kan være helt tæt, så det fuldstændig hindrer indkig. 

 

Ulemper ved hegnet:

• Det har en begrænset levetid. Hvor længe det kan holde, afhænger først og fremmest af, hvilket materiale det er bygget af, men alle hegn skal udskiftes eller renoveres af og til. 

• Det kan være dyrt. Anskaffelsesprisen på et hegn inklusive opførelse kan være højere end for en hæk – selvom hækplanter dog også kan være kostbare. 

• Det kan skæmme. Står hegnet mutters alene, kan det virke ret dødt og trist i en ellers smukt anlagt have. 

• Det kan danne turbulens. En helt glat overflade giver mindre læ end en levende beplantning. Når vinden rammer en bar flade, tvinges den op over og fortsætter om på den anden side. Beplantning “slår vinden i stykker” og mindsker vindstyrken på den anden side.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.