Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Henrik Ravns hemmelige feriehave

Længslen efter ferie hele året fik Henrik Ravn til at skabe sit eget resort, der byder på eksotiske overraskelser, ingen forestillede sig kunne lade sig gøre i det vindblæste Vendsyssel.
TEKST: Lars Lund, Havejournalist. FOTO: Ann Malmgren, fotograf - 
13. juni 2022

Allerede i indkørslen, der er truk-et lidt tilbage fra vejen, fornemmer man noget særligt – en indkørsel med en stor gårdsplads med små, gråviolette sten af den slags, man oftest ser på mange sydeuropæiske strande, hvor der kun er lidt sand. Stedet er Henrik Ravns eget private ferieresort, men også hans faste bopæl. Op ad den stenede strand dukker de første palmer op, og længere henne dukker der pludselig en eksotisk fiskerhytte op. Her er der placeret surfbrætter og vandski.

Henrik Ravn tager imod på en halv--lun dansk sommerdag, dog ikke i bermudashorts, men i lange bukser, sejlersko og T-shirt. Det er som at komme til et frodigt paradis. Han fortæller med begejstring om sin idé. Han elsker ferie og hadede tidligere at komme hjem fra ferien. Derfor forsøgte han for mere end 20 år siden at holde fast på ferieminderne.

»Jeg ville gerne skabe en have med alt det, der gør ferien hyggelig, afslappende rekreativ og inspirerende,« fortæller han og fortsætter: »Det at sidde ved en havn og filosofere under en palme er bare lige mig.« 

Små frø, store drømme

Hans store projekt startede med købet af en lille pose frø af hørpalme. De blev sået og vandet og plejet i et halvt år, uden at der kom noget synligt ud af det. Han var lige ved at opgive, men pludselig kom der en lille spire, og glæden var stor. »Jeg blev helt høj,« siger han og fort-sæt-ter: »Vi fik kørt en masse vaskede ral og søsten ind i indkørslen og fik sat nogle store krukker med palmer ved porten. Allerede her var følelsen af at komme ind i et ferieresort,« fortæller han. I indkørslen og på gårdspladsen er hans egne såede hørpalmer vokset op og blevet store.

Fiskerhytten er indvendigt malet i en søblå farve, som vi kender fra syden. Stemningen er ægte. »Meningen var, at strandeventyret skulle stoppe her, men jeg fik hurtigt lyst til at gøre noget mere,« siger Henrik Ravn.

Mandens junglehave

I langt de fleste danske haver, er det manden, der laver det grove arbejde, ud fra hvordan konen vil have det. Groft sagt. Sådan er det ikke hos Henrik og Mette Ravn; Mette deltager i lugearbejdet, men ellers er det Henrik, der går forrest med både design og byggeri. Alligevel har han skabt en have, som kvinder også falder for med dens tydelige junglestemning, bongotrommer og havnemiljø på én og samme tid. 

Det er ikke svært at blive begejstret i denne have. Sjældent har man set en have så anderledes og samtidig så smagfuld. Det giver håb for os mænd. Henrik har vist, at man kan tænke have på en helt anden måde, men også en måde, der falder i kvindernes smag.

Eksotiske planter, som du kan få succes med

• Hørpalme, Trachycarpus fortunei, er lig med succes på vores breddegrader. Den er dog følsom over for vind.

• Rispapir, Tetrapanax papyrifer.

• Stuearalie, Fatsia japonica, er stedsegrøn og god i sol og skygge.

• Den grønbladede stammekordyline, Cordyline australis.

• Bananarterne, Musa basjoo og Musa sikkimensis, der om sommeren får en-to meter store blade.

• Kejsertræ, Paulownia tomentosa, der hvert forår kan skæres ned for efterfølgende at skyde en tre-fire meter høj stamme med kæmpe blade.

Sådan beskytter Henrik Ravn sine palmer og øvrige planter om vinteren

Følsomme planter

Følsomme planter står i en halvmørk garage under vækstlys, der lyser nogle timer pr. dag. Det er for eksempel banan, Musa basjoo og M. sikkimensis, i krukker, fønikspalme, Phoenix canariensis, almindelig agave, Agave americana, Kanna, Canna       'Durban', taro, Colocasia esculenta, og nerie, Nerium oleander. Har du købt en dværgpalme, Chamaerops humilis, som også kaldes europæisk viftepalme (den med pigge på bladstænglerne), kan du forsøge at lade den stå ude, men de skal stå i læ og tørt.

 

Hørpalmer, der er plantet i haven

Når vintrene er milde, som de har været de sidste par år, klarer hørpalme, Trachycarpus fortunei, sig uden problemer, hvis den står i læ. Vil du være ekstra god ved den, skal du samle palmebladene i toppen med en snor eller noget pakketape. Hvis det bliver tæt på minus ti grader, er det en god idé at beskytte vækstpunktet (der, hvor de nye blade kommer op ad stammen) ved at vikle noget fiberdug omkring. Står palmen meget udsat, kan du beskytte hele palmen med fiberdug. Den er relativt hurtig at anvende og beskytter rigtig fint, samtidig med at den er åndbar. Henrik Ravn har dog valgt mørkegrøn fleece til sine palmer, som er væsentlig finere end den hvide fiberdug, der er lettest at finde i plantecentre.

 

Beskyt palmens rodnet                                                                                                                

Læg en bunke blade i en kreds omkring stammen, eller læg en rund kokosmåtte på. Vælger du bladbunken, gør den samtidig noget godt for palmens jordforhold.

Bor du i en krog af landet, der normalt er meget ramt af frost, kan du gøre mere ud af vinterbeskyttelse. Du kan finde flere guider – også med billeder – på Henrik Ravns hjemmeside, iminhave.dk, ved blot at skrive “vinter” i søgefeltet på siden.

 

Yucca i haven

Mange arter af yucca er kuldetolerante, for eksempel pragtpalmelilje, Yucca gloriosa, men de er meget lidt fugttolerante. Især fugtig jord omkring stammen, roden og bladene skal du passe på. Plant et tørt og veldrænet sted, og brug masser af små sten omkring stammen.

 

Undgå ødelagte palmeblade

Det er en misforståelse, at palmer helst skal placeres stik syd, så de får masser af sol. Palmer skal beskyttes mod fugt, sol og vind. Især stærk vinter- og forårssol er ikke godt, når væksten er i dvale, og der i den tidlige forårsperiode ikke kan suges vand fra jorden. Planter, der har stået inde og kommer ud, skal i den første tid også beskyttes mod solen.

 

Andre tips

Undgå planteudstillingslook. Det skal se ud, som om du altid har haft palmer i haven.

Tænk på, hvor du planter, og de planter du planter sammen. Nogle skal have meget vand, andre kun lidt. Mammutgunnera og banan har brug for meget vand. Yucca og agave får rigeligt med regn fra himlen.

Annonce