Gå til hovedindhold
Løg
Foto: Wawwa Ohrt
Artikel - Havetips

Her er de bedste ideer til efterårsferien i haven

Selv om det er ved at være sidst på havesæsonen, så er der stadig sjove småprojekter, som du kan hygge dig med i din have f.eks. her i efterårsferien.
man. 10. okt. kl 13:45

Oktober er det helt rigtige tidspunkt at sætte ind, hvis du vil have en flot have til foråret. Med nogle få tricks og ideer i baghånden kommer din have til at blomstre smukt - også selv om du ikke har rutinerede grønne fingre, fortæller havefaglig rådgiver i Haveselskabet Louise Møller.

Det er nu, du skal lægge løg og knolde, hvis du vil have et smukt forårsflor i haven. Et god og hyggelig opgave, hvis det bliver havevejr i efterårsferien. Foto: Wawwa Ohrt, Haveselskabet.

Læg løg nu og få et smukt forårsflor

Hvis du vil have et flot flor i haven til foråret, er det nu, du skal lægge krokus, narcisser, tulipaner og andre forårsblomstrende løg og knolde. Men hvordan lægger man dem sådan, at resultatet kommer til at leve op til havedrømmen?
 
"Mange kan godt lide, at det ser ud, som om blomsterne har plantet sig naturligt. En god måde at skabe et naturligt look, er at kaste løgene ud over det valgte areal, og så plante dem der, hvor de lander," siger Louise Møller og forklarer, at særligt tulipaner og krokus egner sig godt til denne metode, hvorimod narcisser - påskeliljer og pinseliljer - gør sig godt i mindre og lidt tættere grupper.
 
Planter man tulipaner i mindre grupper, skal der gerne være 15 centimeter imellem, mens de lidt mindre krokus og erantis skal stå lidt tættere. Løggene skal typisk lægges i en dybde, der svarer til tre gange løgets højde, og spiren skal helst vende opad.
 
"Når løgene er i jorden, skal de bare have lov at passe sig selv og behøver ikke at blive vandet. Men det er vigtigt, at de kommer i jorden nu i efteråret, for de er afhængige af vinterens kulde for at kunne blomstre til foråret," siger Louise Møller.

Forår på krukke

Skal forårsblomsterne strutte fra krukker i haven, er det også nu, de skal plantes. Det gode ved forårskrukkerne er, at du kan flytte rundt på dem og placerer dem præcis, hvor du vil.
 
"Vi er jo ikke så meget i haven i årets første måneder. Derfor er det fint at have de tidligste løgplanter i krukker, så du kan flytte dem rundt, så de kan ses fra husets vinduer, eller hvor man kommer forbi på vej ud og hjem," siger Louise Møller.
 
Når du vælger en krukke til løgene, skal du vælge én med huller i bunden, da løgene ikke tåler meget våd jord, for så rådner de.
 
"Krukkerne bør derfor heller ikke stå, så regnvand fra taget plasker lige ned i dem," siger Louise Møller og anbefaler, at de stilles under et udhæng eller i et udhus og bliver vandet nogle gange i løbet af vinteren, så jorden ikke bliver knastør.

10 gode ideer til efterårsferien

1) Læg en løglasagne: Du kan sagtens lægge forskellige løg i flere lag i krukken, så den blomstrer hele foråret.
 
2) Byg et vinterhi til pindsvinet: Ved at dække en træpalle med et gammelt tæppe eller en presenning kan du selv bygge en vinterbolig til havens pindsvin. Du kan skjule boet ved at lægge et lag jord over og plante nogle planter i jorden.
 
3) Hjælp bier og sommerfugle gennem vinteren:
Sørg for, at der er planter med hule stængler, en brændestabel eller i en dynge sten, hvor bier, sommerfugle, biller og andre insekter kan overvintre. Eller byg et insekthotel.
 
4) Dyrk mos på en sten: Hvis du hurtigt vil have en mosbegroet sten med en smuk patina, kan du hakke noget mos og blande det med kærnemælk, som du smører ud på stenen
 
5) Anlæg et spiseligt surbundsbed: Anlæg et bed med blåbær, tyttebær, tranebær og mosepors, som trives i sur jord. Eller plant de spiselige planter i et eksisterende rododendronbed, hvis der er plads til overs.
 
6) Lav din egen slåensnaps: Slåenbær smager bedst, hvis de har fået frost. Du kan dog sagtens plukke bærrene nu og blot smide dem en tur i fryseren, før du hælder vodka over dem.
 
7) Høst frø fra havens stauder og sommerblomster: Pak dem i små papirsposer med navn på, og opbevar dem tørt og køligt indtil foråret. Så kan du så frøene og få en endnu smukkere have til næste år.
 
8) Giv græsplænen en kærlig hånd: Riv plænen godt, så det lidt filtede lag af dødt græs kommer væk. Og efterså med græsfrø i de bare pletter. 
 
9) Lug ukrudt: Du kan gøre dig selv en stor tjeneste ved at luge ukrudt her i efteråret. Mange ukrudtsplanter kan stadig nå at smide frø, som vil spire til foråret.
 
10) Lok sommerfuglene til din have: Efteråret er et fantastiske tidspunkt at plante på - uanset om det er hæk, træer eller stauder. Anlæg fx et bed, der tiltrækker sommerfugle.

 
    

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds