Gå til hovedindhold
Et kig ind showhaven “Den blomstrende have”, som indbragte Lise Bollhorn og Erik Dal fra Damholmgaard en bronze-medajle til Cph Garden 2017. I 2019 deltager de med en showhave, som bliver helt anderledes. Foto: Martin Sølyst.
Et kig ind showhaven “Den blomstrende have”, som indbragte Lise Bollhorn og Erik Dal fra Damholmgaard en bronze-medajle til Cph Garden 2017. I 2019 deltager de med en showhave, som bliver helt anderledes. Foto: Martin Sølyst.
Artikel - Cph Garden 2019

Her er de første seks showhaver

Haveselskabet har løftet sløret for designerne bag de første 6 showhaver ved Cph Garden 2019.
01. november 2018

Herhjemme har vi ikke haft tradition for showhaver, som man har i udlandet. Det fik vi lavet om på med Cph Garden 2017, og netop showhaverne gjorde eventen helt unik.

Det store trækplaster til Cph Garden 2019 bliver da også otte showhaver, og vi kan nu løfte sløret for de første seks havedesignere, der skal skabe en showhave til næste år. 

1) Nete Højlund, der vandt guld til Cph Garden 2017 er med igen – og vil endnu ikke løfte sløret for tema’et.

2) Haveselskabets havearkitekter vandt sølv i 2017 og deltager igen i 2019 med en have, der har det overordnede tema ”dansk jungle”.

3) Ægteparret Lise Bollhorn og Erik Dal, der står bag planteskolen Damholmgaard vandt bronze for Den blomstrende have på Cph Garden 2017. De deltager igen i 2019 med en have, som får et mytisk tema.

4) Virksomheden TagTomat vandt publikumsprisen for deres inspirationshave til Cph Garden. TagTomat deltager igen i 2019 med en haven, der designes sammen med elever fra gartnerskolen Vilvorde i Roskilde med tema’et ”leg og læring”.

5) Concept Gardens, som er en landskabs- og havedesign-konsulentvirksomhed grundlagt af Jesper Friis og Christian Kielberg, deltager med en showhave omkring begrebet ”mod”

6) Landskabsarkitekt Catrine Hancke står bag showhaven Fremtidens Have, som byder på stilhed, hvile og sundhed. En have, hun bl.a. vil udforme på baggrund af såkaldte megatrends – dvs. overordnede mønstre for fremtidens forbruger. Læs mere om Fremtidens have

Fremtidens have byder på stilhed, hvile og sundhed. Tegning: Rikke Bisgaard

Damholmgaard er med igen

En af showhaverne ved Cph Garden 2019 bliver altså designet af sidste års bronzevindere, ægteparret Lise Bollhorn og Erik Dal, der står bag planteskolen Damholmgaard, der vandt bronze for Den blomstrende have på Cph Garden 2017.

– Det var hårdt arbejde, men også en kæmpe oplevelse at være med sidst. Det var så fedt med al den positive respons, vi fik. Så vi kunne naturligvis ikke andet end sige ja, da vi blev spurgt igen, fortæller Erik Dal, der endnu ikke vil afsløre for meget om den kommende showhave, men siger, at den får et mytisk tema.

Ægteparret Lise Bollhorn og Erik Dal ved Cph Garden 2017. Foto: Martin Sølyst

TagTomat designer showhave med temaet leg og læring

Virksomheden TagTomat, der skaber grønne oaser i byen, deltog også på Cph Garden 2017 med en såkaldt udstillingshave. Det gav mod på mere og i 2019 deltager TagTomat med en showhave.

– Jeg kan afsløre, at temaet for vores have bliver noget med ‘leg og læring’, og som vores ikonhave – som vi vandt publikumsprisen for til CPH Garden 2017 – bliver det helt sikkert i mange dimensioner, både i højden og på det tankemæssige plan, fortæller Mads Boserup Lauritsen, ejer og stifter af TagTomat.

TagTomat med Mads Boserup Lauritsen i front deltog til Cph Garden 2017 med en udstillingshave. Haven tiltrak sig HKH Kronprinsesse Marys opmærksomhed, da hun i forbindelse med åbningen blev vist rundt på udstillingen. Foto: Martin Sølyst.

Concept Gardens er modige

Bag den tredje showhave står Concept Gardens, som er en landskabs- og havedesign-konsulentvirksomhed grundlagt af Jesper Friis og Christian Kielberg. De ser showhaven som en mulighed for at lege med former og elementer i nye formater.

– Temaet for vores have er ‘mod’. Mod som præmis for skabelsen af spændende rum og levende fortællinger. Historierne gemmer sig i modet til at udforske og opleve. Modet er vores pejlemærke og evnen til at fortolke ud fra netop dette, bliver nøglen til vores showhave, fortæller Christian Kielberg fra Concept Gardens.

Grundlæggerne Jesper Friis og Christian Kielberg fra landskabs- og havedesign-virksomheden Concept Gardens glæder sig sammen med resten af deres team til at skabe en showhave til Cph Garden 2019, hvor nøgleordet er “mod”. Foto: Concept Gardens.

Der vil være 8 showhaver i alt på Cph Garden 2019, og en fagjury vurderer og kårer en vinder blandt deltagerne. Showhaverne er et ‘showpiece’ – som en kreation på en catwalk – og her vises de nyeste havetendenser frem.

Tid og sted

Cph Garden 2019 finder sted den 20. til den 23. juni 2019 ved Marbækstien i Ballerup.

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.