Gå til hovedindhold
Showhaven Dubai Majlis er inspireret af ørkenen og oaser. Haven er designet af Thomas Hoblyn.
Showhaven Dubai Majlis er inspireret af ørkenen og oaser. Haven er designet af Thomas Hoblyn.
Artikel for alle

Højdepunkter fra Chelsea Flower Show 2019

Anja Kelvin, der er gartner i Haveselskabets Have, har været til Chelsea Flower Show, og hun blev ikke skuffet, selv om forventningerne var høje.
Anja Kelvin - 
22. maj 2019

Chelsea Flower Show har altid stået som noget af det ypperste for mig, når man taler om fremvisning af planter og haver. Så forventningerne var store, da jeg trådte ind ad porten mandag morgen. Og jeg blev ikke skuffet. 

Chelsea Flower Show, som arrangeres af det engelske haveselskab og afholdes hvert år i maj, er haveverdenens svar modebranchen haute couture shows i Paris. 

Det er så stort, at man let kan bruge to dage, hvis man vil se det hele. Hver have, hver bod, hver stand er så overdådig, at man næsten bliver slået omkuld af begejstring.

Et stykke Yorkshire kanal bygget for Welcome to Yorkshire. Denne showhave er designet af Mark Gregory.

Haver i flere størrelser

Udstillingshaverne er opdelt i tre kategorier:

  • De store showhaver
  • De mindre Artisan-haver
  • De små Space To Grow-haver

Showhaver med stor variation

De store showhaver er både de største og de mest prestigefyldte haver på Chelsea Flower Show.

I år var der en fantastisk variation i temaerne for showhaverne fra skovlysninger, over ørkensøer og en Yorkshire kanal til et sydamerikansk vandfald.

M&G-haven designer af Andy Sturgeon vandt ”Best in Show”, som er den mest prestigefyldte pris på Chelsea Flower Show.

M&G-haven designer af Andy Sturgeon.

Artisan-haver intense som en fond

Er mindre haver, som nærmest er kogt ind som en fond, så intense er de. 

Der var seks Artisan-haver ved året Chelsea Flower Show, som alle gave deres bud på, hvordan man kan revitalisere traditionelle materialer og metoder i nye konstellationer. 

Green Switch-haven designet af Kazuyuki Ishihara.

Mine personlige favoritter var den japanske showhave Green Switch og showhaven Walker’s Forgotten Quarry. De var meget forskellige i det visuelle udtryk, men de havde det til fælles, at de begge gav mig indre ro og lyst til at tilbringe lang tid inde i haverne.

Walker’s Forgotten Quarry-have designet af Graham Bodle.

Space To Grow-haver

Disse haver er de mindste haver, hvor designerne viser, hvordan man får mest muligt ud af et lille område.

I år var der i haverne fokus på at fremhæve vigtige emner i tiden fra sociale medier til pigers uddannelse i udviklingslandene.

Giving Girls in Africa a Space to Grow designet af Jilayne Rickards. 
 
Beyond the Screen designet af Joe Perkins. Haven var sponsoreret af Facebook, som også er sponsor for en af showhaverne ved vores eget danske haveshow, Cph Garden 2019, i juni.

Beyond the Screen designet af Joe Perkins.

Til at blive rundtosset af

Ud over de utrolig imponerende haver bød året Chelsea Flower Show også på et stort – og jeg mener STORT – telt med udstillere fra alverdens specialplanteskoler. 

En opstilling af kødædende planter i det store telt.

Her var variationen imponerende, og man kunne fare vild og imponeres i timevis. Planteskolerne havde ikke blot udstillet deres varer, de havde opbygget små udstillingshaver eller flotte opstillinger og kreationer. Interessante og imponerende hele vejen igennem.

Mountains of Abundance.

Jeg blev også nærmest lamslået over antallet af små og store salgsstande, som udstillede og solgte ALT, man kan tænke sig med relation til haver, friluftsliv og blomster. 

Hvor ellers finder man måske en butik, der udelukkende sælger blomstrede skjorter? Ikke kun til damer, skam også til herrer!

The Oxford Shirt Company

Klædt på til havefest

Og når man kunne løsrive sig fra de fantastiske haver, planter og salgsstande, var gæsterne ved Chelsea Flower Show yderst fascinerede at kigge på.

Mange af gæsterne havde virkelig gjort noget ud af sig selv. I reportager fra Chelsea Flower Show ser man ofte kvinder i de smukkeste og vildeste blomsterkreationer, men mændene var nu også helt ekstraordinære.

Velklædte gæster på Chelsea Flower Show

Måske er det kun englændere (og skotter), der tør dresse sådan up?

Alle var de med til at gøre oplevelsen endnu mere farverig og spændende, og jeg tog fra Chelsea opløftet, inspireret og træt. Og jeg kunne sagtens have brugt mindst en dag mere!

Kom til Cph Garden 2019

Heldigvis har vi vores eget store haveshow, Cph Garden, i juni at glæde os til. Her går vi vores engelske storesøster i bedene og arrangerer en dansk pendant til de engelske haveshows, og vores ambitionsniveau er meget højt.

Kom og oplev 8 fantastiske showhaver, 10 små inspirationshaver, et kæmpe eventprogram med havefolk fra ind- og udland og over 100 stande med alt godt til havelivet. Cph Garden foregår fra 20. til 23. juni ved Marbækstien i Ballerup. Hver dag fra kl. 10 til 18.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.