Gå til hovedindhold
Piet Oudolfs bede. Foto: Helle Mogensen.
Piet Oudolfs bede. Foto: Helle Mogensen.
Artikel - Inspiration

Højdepunkter fra Hampton Court Palace Flower Show 2018

Vi har besøgt det engelske haveshow ved Hampton Court Palace. Få årets highlights og se fotos fra de skønne showhaver.
Helle Mogensen - 
13. juli 2018

Hvert år byder Hampton Court Palace Flower Show, der er arrangeret af det engelske haveselskab, på alt, hvad der hører til et stort engelsk haveshow med showhaver, plantenyheder, stande med alverdens ting til haven, foredrag, kåringer og meget mere. 

Stedet er arealmæssigt større end det mere kendte Chelsea Flower Show, men stemningen er mere afslappet, og der er masser at opleve. Helle Mogensen fra Haveselskabet har besøgt Flower Showet for at se, hvad der rør sig lige nu. 

Piet Oudolfs bede tog imod

Min første oplevelse, da jeg ankom til haveshowet fra vandsiden, var flere store bede designet af den berømte, hollandske havedesigner Piet Oudolf.

Ved indgangen var der flere store bede med hans karakteristiske, lidt vilde udseende, der kan minde om en blomstereng med græsser og stauder. 

Udsnit fra Piet Oudolfs bede. Man får uvægerligt lyst til at lade hånden glide igennem de sprøde skærme, bløde græsser og blomster – og så ellers forsøge at undgå tidslerne. Foto: Helle Mogensen.

Vi kommer ikke uden om gul

Indrømmet, jeg har det lidt stramt med gul, og det er jeg vist ikke alene om. Det undrer nogle fx en planteskoleejer, jeg traf forleden, som overvejede at bruge sit otium på at undersøge, hvorfor så mange kvinder ikke bryder sig om gult. For han forstod det ikke. Nå, det var vist et sidespring…

Men jeg må også indrømme, at det gule ikke er til at komme uden om i disse tider og heller ikke på dette års haveshow. Men det er vel også selve farvens ”raison d’etre” – at skabe opmærksomhed, hvad enten det er som reflekser i trafikken, Nettos billige tilbud eller som små lysglimt i havens bede. 

Så jeg overgiver mig – lidt – langsomt – modstræbende. Men solsikken og jeg bliver altså aldrig rigtig venner. Til gengæld kan jeg sagtens se idéen med de sartgule skærmplanter i ”The Health and Wellbeing Garden”, der passer eminent godt til de hvide blomster, både de lette skærme og de små i bunden.

Disse sartgule skærmplanter kan blødgøre selv den mest inkarnerede modstand mod gule blomster i haven. Fra ”The Health and Wellbeing Garden”. Foto: Helle Mogensen.

Med insekter og naturen for øje

Åh, man bliver jo glad, når man oplever, at designerne har tænkt på både dyr og mennesker i deres indretning af haverne. 

Flere showhaver havde taget hensyn til insekterne – enten i form af deciderede insekthoteller, sirlige brændestabler, mulighed for vand eller insektvenlige planter. 

I showhaven ”The Family Garden” var der fx etableret en gigantisk væg af brænde med indbyggede insekthoteller. Her var beplantningen uformel og med tanke på, at børn skal kunne lege her og lære om insekter. Derfor var der også tænkt på insektvenlige planter. 

”The Family Garden”. Foto: Helle Mogensen.

Og tendensen med naturen som forbillede, og den lidt vilde have er stadig aktuel. Showhaven ”Countryfile’s 30th Anniversary Garden” var fx en hyldest til det forskelligartede landskab, man kan opleve i Storbritannien – woodland, højland, dale og kystnære områder. 

Og i mange af haverne var der masser af liv i og omkring planterne i form af især bier og sommerfugle. Herligt!

”The Family Garden”. Foto: Helle Mogensen.

Publikums favorithave

Prisen ”People’s Choice Award” gik helt fortjent til showhaven ”The RNIB Community Garden”, hvor der var smæk på farverne og meget hyggeligt. 

Haven var indrettet med henblik på svagtseende, så der var skruet op for farverne og kontrasterne. Masser af gult som kontrast til blåt og mange store flader af hvidt og gult, som trænger bedst igennem, når synet er nedsat. 

Men dykkede man ned i bedene, var der myriader af planter i alskens former og farver. 

De rustfarvede plader i baggrunden havde tågede ruder, så de besøgende selv kunne få et indtryk af, hvordan svagtseende oplever verden. 

Fra ”The RNIB Community Garden”. Foto: Helle Mogensen.

Mine favorithaver

Showhaven ”The Health and Wellbeing Garden” var en af mine favoritter på grund af det enkle farvevalg og de mange skærmplanter. Der var en ro og lethed i haven måske grundet stabile elementer som de små opstammede træer, de runde former i vandbassin og det lille runde bed med timian.

Haven er tænkt som et sted til fordybelse, hvor man slentrer ad en bugtende sti, nærmest uden begyndelse eller ende. 

Filigranagtige skærmplanter vajer i vinden og giver en let sløret effekt. Undervejs passerer man forbi et rundt bassin og en rund skulptur, hvor det virker naturligt at stoppe op og dufte til timian og kamilleblomster. Haven blev kåret som den bedste i sin kategori.

Fra ”The Health and Wellbeing Garden”. Foto: Helle Mogensen.

Den skizofrene have!

Okay, situationen er den, at man skal indrette en have til et ægtepar, der ikke er heeelt enige om, hvad stilen skal være. 

Den ene foretrækker en romantisk have i pastelfarver, den anden drømmer om moderne design i stamme former og med mere fut i farverne. Så hvad gør man? 

Jo, man designer da bare en have, der er delt på midten med et par træer og en bræmme af blomster, der hælder mod lilla til den ene side og gult til den anden.

Fra den romantiske del af showhaven "Best of both worlds". Foto: Helle Mogensen.

I den moderne afdeling ses fx havepurpursolhat, Echinacea purpurea, skærmlilje, Agapanthus, blåtop, Molinia, og røllike, Achillea. I den romantiske afdeling ses fx roser, staudesalvie, , skabiose, blåkant, Nepeta, og perovskia.

Fra den moderne del af showhaven "Best of both worlds". Foto: Helle Mogensen.

For nogle er det kompromisets kunst, for andre måske lidt skizofrent, men hver for sig fungerer haverne rigtig godt. Haven blev hædret med guldmedalje.

Fakta om Hampton Court Palace Flower Show

RHS’s Hampton Court Palace Flower Show foregår foran Hampton Court Palace, på hver side af de lange vandbassiner. Stedet ligger lidt sydvest for London. I år foregik showet fra d. 3.-8. Juli. 

I gennemsnit kommer der 140.000 besøgende, der bruger omkring fem timer på stedet. Det tager omkring 18 måneder at planlægge showet. 

Se alle vinderne her

Tip: Kom sejlende til showet

Man kan sejle ned ad Themsen på nogle hyggelige både (fx Turk Launches), og fra båden kommer man direkte til en af indgangene. Det er både en hyggelig og nem måde at komme til og fra. Og så kan man nemt falde i snak med haveglade englændere ombord. Se turks.co.uk

Få magasinet HAVEN i oktober

Stort tema om vindyrkning i danske haver. Få 5 numre af HAVEN . Kun 345 kr.