Gå til hovedindhold
Hvide høns i hønsegård.
En overdækket hønsegård med sandjord i bunden og indbygget kompostbeholder skaber fine forhold for hønseholdet. Foto: Jeanette Roust Thysen.
Artikel for alle

Høns i haven

Drømmer du om høns i haven, der giver friske æg, udnytter dit køkkenaffald og leverer gødning til havens bede?
Jeanette Roust Thysen - 
25. oktober 2012

I Inger og Holgers skønne byhave gemmer sig et lille og diskret hønsehus, som er fuld af fine finesser lige til at lade dig inspirere af, hvis du drømmer om at skabe dit eget hønsehold i haven.

Fire store høns med hvid fjerdragt, højrød kam og blå ben leverer hver dag tre-fire store æg til husholdningen. Racen hedder La Bresse og er ligesom farverne i flaget fransk og både en god æglægger samt en kødfuld og velsmagende suppehøne.

Hønsene indgår på bedste vis i havens og husholdningens kredsløb og er indrammet af et fint lille hjemmelavet hønsehus og hønsegård.

Inger og Holger har i fællesskab udtænkt detaljerne i hønsehus og hønsegård, mens Holger ved egen håndkraft har ført planerne ud i livet. Hønseboligen med hus og gård optager godt otte m2 af haven og er bygget sammen med et lille redskabsrum bagerst i haven. Selve hønsehuset fylder godt 2,5 m2 og er opført på et fast, støbt gulv. Yderst består huset af lærketræ lagt på klink og inderst af glatte vandfaste gipsplader, der er lette at rengøre. Vægge, gulv og loft er isoleret med 10 cm polystyrenplader, der sikrer vandet mod at fryse til is, som er hønseholdets største udfordring om vinteren. Hønsene selv er godt isoleret og tåler fint kuldegraderne i den danske vinter.

Net og tag sikrer hønsene

Hønsegården optager godt seks m2 og har sandjord i bunden, som er vigtig for at hønsene kan støvbade og soignere sig.

Hønsegården er overdækket og lukket med klare tagplader, der sikrer, at hønsene kan trippe tørskoet fra hønsehus ud i hønsegård og forebygger samtidig eventuel smitte fra vilde fugle med fugleinfluenza. 

Hele hønsegården er omsluttet af fintmasket volierenet, der både går over og under jorden, det holder rotter og andre skadedyr fra hønsene.

Kompost til haven

Affaldet fra haven og køkkenet har sin egen plads i hønsegården i den indbyggede kompostbeholder. Her hopper hønsene dagligt op og skraber rundt efter orm, frø og anden godt samtidig med at de skaber en naturlig opblanding og luftning af komposten. Alt lige fra plæneklip til køkkenets kompostrester fyldes i.

Kompostbunken vandes løbende for at sikre den rette fugt og konsistens. Hvert forår tømmes komposten. Her lægges det øverste lag på 20-30 cm lægges til side, mens indholdet i bunden køres ud i bede og køkkenhave. Det øverste lag lægges tilbage i bunden af kompostbunke for at sikre, at orm og uomsat affald viderefører livet i den nye bunke.
 

Den daglige pasning

Foruden det grønne drys, får hønsene dagligt frisk vand samt hvede, hønsefoder og strandskaller i hønsehusets automater.

Sækkene med foder opbevares omhyggeligt i en tætlukket beholder og parret gør sig umage for at undgå enhver for spild af foder for at undgå at tiltrække rotter og mus.

Nye høns én gang om året

Høns topper deres æglægning fra de er et halvt til halvandet år gamle. Inger og Holger slagter derfor en gang om året alle høns. Hus og hønsegård rengøres grundigt og står gerne tom en uges tid for at blive desinficeret inden de er klar til at modtage et nyt hold æglæggere.

Hold selv høns

Høns  i haven, som Inger og Holger har er en nem og givende måde at blive selvforsynende på. Det kræver blot at du skaffer:

  • Et lukket skur eller hus med vand- og foderautomat, siddepinde og redekasser, så hønsene kan sove, spise og lægge æg i ro og mag.
  • En solid hønsegård, der er omsluttet af et fintmasket og stærkt net. Nettet graves ned i jorden for at sikre mod rotter og ræve. Overdæk gerne gården for at undgå, at vilde fugle klatter eller flyver ind og hønsene omvendt ikke flyver ud.
  • En flok høns af en racen med kendte egenskaber, så hønsene stemmer overens med dine forventninger til æglægning mm.

Sørg desuden for at kende reglerne for hønsehold i dit boligområde inden du anskaffer hønsene.

Annonce

Kom til Cph Garden 2019

Fra 20. til 23. juni 2019 holder vi et brag af et haveshow i Ballerup. Gå ikke glip af årets største haveoplevelse.