Gå til hovedindhold
Ahorn med høstfarver
Det er ikke hvert år, høstfarverne bliver lige flotte. Foto: Flickr
Artikel for alle

Hvorfor får bladene høstfarver?

Høstfarverne ligger gemt lige under overfladen i de grønne blade og venter bare på mere kølige temperaturer.
Marian Haugaard Steffensen - 
30. september 2013

I planternes blade er der tre farvepigmenter: Grøn, som kommer fra klorofyl, gul og orange, som kommer fra carotenoider og de blårøde, som kommer fra anthocyanin. 

Den grønne farve

Klorofyl findes i plantens grønkorn og er medvirkende i fotosyntesen, hvor solens lys omdannes til energi. Klorofylet absorberer de røde og blå farver, resten af regnbuens farver optager de ikke, de reflekteres, derfor er blade normalt grønne. 

De gule og orange

Carotenoider er i bladene samtidig med, at der er klorofyl. Carotenoider er de stoffer, der gør fx tomaterne røde og solsikkeblomsterne gule. Carotenoiderne optager sollys, som de videregiver til klorofylet, og de omdanner overskydende lys til varme. Om efteråret nedbrydes klorofyl hurtigere end carotenoider. Derfor bliver mange blade gule og orange i efteråret.

De røde og blå

Anthocyaninerne dannes af produkter fra fotosyntesen. Anthocyaniner reflekterer det røde og blå lys. Planter med rødt eller mørkt løv indeholder meget anthocyanin. Anthocyaninerne nedbrydes langsommere end klorofyl og bidrager til løvets røde og purpur efterårsfarver. Efter en solrig sommer med gang i fotosyntesen, får bladene særlig flotte høstfaver.

 

Annonce

Giv HAVEN som julegave

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.