Gå til hovedindhold
Løgplanter.
Artikel - Inspiration

Bedplan: Gult forårsbed

Her får du Jeanette Roust Thysens opskrift på et længeblomstrende bed i blide toner af lysegul, hvid og lime tilsat et violet twist som kontrast.
Jeanette Roust Thysen - 
26. august 2015

I Haven 9 2015 bragte vi et stort tema om, hvordan du kan opnå en langstrakt blomstring i bedene ved at kombinere blomstrende løg og stauder. 

Bedet

Havearkitekt Jeanette Roust Thysen designede et gult bed med lilla twist, som er lige til at gøre efter i egen have. Her kan du se hendes bedplaner og du får også plantelisten samt anvisninger til, hvor mange du skal plante af hver, og hvor de skal stå i bedet. 

Bedet måler 3,5 x 2,5 meter.

Stauderne i bedet:

1. Lodden løvefod, Alchemilla mollis, plantes hele vejen rundt i kanten af bedet og overtager blomsterfloret i juni. Blomster i lime.

2. Klasehosta, Hosta fortunei ‘Aureomarginata’, har gulrandede blade og blomstrer med lysviolette blomster.

Blomsterløgene i bedet:

1. Tulipa ‘Cherida’ farver midt i sæsonen bedet lysegult.

2. Tulipa ‘Spring Green’ slutter blomstringen af sidst på foråret med sine karakteristiske cremehvide blomster med grønne striber.

3. Tulipa ‘Purissima’ er tidlig og får cremehvide blomster år efter år.

4. Kejserkronen, Fritillaria imperialis ‘Lutea’, med gule blomster er en majestæt blandt blomsterløgene, som fra april til maj, nogle gange helt hen i juni, danner loft i løgbedet.

5. Den purpurviolette Tulipa ‘Purple Prince’ er elegant til at danne kontrast i bedet.

6. Narcissus ‘Cheerfulness’ blomstrer i april og maj med cremehvide klynger af duftende blomster med et strejf af grønt.

7. Tre sorter af den storblomstrende vårkrokus, Crocus vernus, danner bund: den hvide ‘Jeanne d’Arc’, den stribede ‘Pickwick’ og den blåviolette ‘Flower Record’. 

Så mange planter og løg skal du bruge af hver:

Stauder:

  • Lodden løvefod, Alchemilla mollis: 20 stk, størrelse C2 (2 l potte)
  • Klasehosta, Hosta fortunei ‘Aureomarginata’: 14 stk, størrelse C2 (2 l potte)

Tulipaner:

  • ‘Cherida’ (lys gul): 3-5 stk. i hver af 17 grupper, størrelse 12/13
  • ‘Spring Green’ (hvid med grøn stribe): 3-5 stk. i hver af 17 grupper, størrelse 12/13
  • ‘Purissima’ (hvid): 3-5 stk. i hver af 17 grupper, størrelse 12/13
  • ‘Purple Prince’ (violet):  3 stk. i hver af 17 grupper, størrelse 12/13

Vårkrokus:

  • ‘Jeanne d’Arc’ (hvid): 7 grupper x 10 stk, størrelse 8/9
  • ‘Pickwick’ (stribet): 14 grupper x 10 stk, størrelse 8/9
  • ‘Flower Record’ (blåviolet): 20 grupper x 10 stk, størrelse 8/9

Øvrige blomsterløg:

  • Kejserkronen, Fritillaria imperialis ‘Lutea’ (gul): 5 stk.
  • Narcissus ‘Cheerfulness’ (cremehvid):  3-5 stk. i hver af 17 grupper, størrelse 12/14

Sådan gør du:

  • Læg løgene tilfældigt i grupper mellem stauderne for at opnå et naturligt udtryk i bedet. 
  • Krokus lægges i små grupper med én sort i hver gruppe.
  • Tulipanløg og narcisser blandes og lægges i større grupper med tre-fem stk. af hver sort i hver gruppe.

Bedtegning 1: Staudernes placering i bedet:

Bedtegning 1: Staudernes placering. Tegning: Jeanette Roust Thysen

Bedtegning 2: Løgenes placering i bedet:

Bedtegning 2: Løgenes placering i bedet. Tegning: Jeanette Roust Thysen.

Bedtegning 3: Bedet med både stauder og løg:

Bedtegning 3: Bedet med både stauder og løg. Tegning: Jeanette Roust Thysen.

Her kan du downloade alle tre bedtegninger som pdf

Bliv medlem af Haveselskabet

Få 5 numre af HAVEN, gratis rådgivning, aktuelle medlemstilbud og mange andre medlemsfordele for kun 325 kr.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet