Gå til hovedindhold
Kapfakkel
Foto: Aksel H. Sørensen
Artikel for alle

Kapfakkel

En usædvanlig staude til et lunt sted.
Aksel H. Sørensen - 
16. september 2009

En af de mindre kendte sensommerplanter hedder kapfakkel, Phygelius capensis. Den fås i røde, rosa og orange farvenuancer og en hvidlig og gul udgave.

De fleste farver, ud over den almindelige rosa, er svære at få her i landet, men søgning på nettet giver alligevel nogle få sorter at vælge mellem. Kapfakkel er det korrekte danske navn, men den kendes også som koralrør.

Kapfakkel bliver kaldt en halvbusk. Altså en busk, som fryser delvis ned. Her i landet opfører den sig stort set som en staude. Den fryser ned om vinteren og må klippes helt ned om foråret, hvorefter nye skud vokser frem.

Find passende naboer

Indtil for få år siden blev kapfakkel regnet for at være temmelig sart, og det var nødvendigt at dække den godt om vinteren. Efter de seneste milde vintre er erfaringen, at den klarer sig godt uden vinterbeskyttelse ved f.eks. en sydmur eller et tilsvarende lunt og beskyttet sted, som får sol det meste af dagen.

Blomsterne er rørformede, ca. fem cm lange og hængende. De er fordelt på et langt stykke øverst på stænglerne, der bliver omkring en meter høje. Blomstringsperioden er temmelig lang, fordi de første blomster springer ud midt på sommeren, og de sidste ikke er færdige midt i september.

Kapfakkel trives i veldrænet jord og breder sig moderat med rodskud, men ikke mere end man kan styre. Den passer godt som en højere plante mellem lave stauder, eller med naboer af samme størrelse. Gerne naboer, som er grønne mens kapfaklen blomstrer, så den får lejlighed til at spille førsteviolin.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.