Gå til hovedindhold
Kom tættere på havestemningen ved Cph Garden 2019. Foto: Istockphoto
Kom tættere på havestemningen ved Cph Garden 2019. Foto: Istockphoto
Artikel - Cph Garden 2019

Kom endnu tættere på havestemningen

Når Haveselskabet i 2019 åbner lågen til Danmarks største haveshow, Cph Garden, får publikum mulighed for at gå ind i showhaverne og røre, dufte og sanse de stemningsfulde oaser.
10. juli 2018

Når Haveselskabet til næste år åbner lågen til Danmarks største haveshow, Cph Garden, kan publikum opleve havestemningen på endnu tættere hold. Som noget nyt får de nemlig mulighed for at gå ind i showhaverne og røre, dufte og sanse de stemningsfulde oaser. 

Det fortæller direktør i Haveselskabet, Charlotte Garby, der netop har skudt forberedelserne til Cph Garden 2019 i gang med en særlig markering i Haveselskabets have på Frederiksberg.

Der var højt humør, da teamet bag Cph Garden 2019 mødtes i Haveselskabets have på Frederiksberg – på 1-årsdagen for det første Cph Garden. Her fik den smukke sten, som keramiker Helle Nørby udformede til sidste års store haveshow, fast plads i den 138 år gamle, historiske have. Og ved samme anledning blev næste års store haveshow kickstartet.

Holdet bag Cph Garden 2019 var, da Helle Nørbys smukke sten lavet i anledning af Cph Garden 2017 fik fast plads i Haveselskabets Have på Frederiksberg.

Kronprinsessen gav sig god tid

Haveselskabets egen have på Frederiksberg er for lille til at kunne rumme så stort et show som Cph Garden. Men for at skabe en rød tråd mellem showet og Haveselskabets egen have, udformes der ved hvert Cph Garden en sten, som får plads i Haveselskabets Have.

– Jeg er enormt glad og stolt over at være den første kunstner, der har fået mulighed for at udforme en Cph Garden-sten, fortæller keramiker Helle Nørby i forbindelse med at stenen nu har fået plads i Haveselskabets fine have på Frederiksberg.

– Cph Garden var en kæmpe oplevelse for mig – både at møde så mange skønne havemennesker og kolleger, og så var det en helt særlig oplevelse, at kronprinsesse Mary besøgte min stand og tog sig tid til at kigge på mit arbejde. Det glædede mig virkelig, fortæller Helle Nørby, som har sit atelier i Horsens.

Publikum skal kunne se, dufte og røre haverne

Da Cph Garden rykkede ind i Valbyparken i juni sidste år, var det første gang, at Danmark fik så stort et haveshow – og første gang der blev afviklet en showhavekonkurrence med en professionel fagjury på dansk grund. 

Når landets førende havedesignere næste år præsenterer deres bud på en showhave, får publikum som noget nyt mulighed for at komme helt ind i haven og opleve den på nært hold med alle sanser – noget, som flere medlemmer af Haveselskabet efterlyste, da de besøgte showet sidste år.

– Det ønske har vi lyttet til, fortæller direktør i Haveselskabet,Charlotte Garby og uddyber: I 2019 bestræber vi os på at vise showhaver, som i langt højere grad inviterer publikum indenfor i haven, så man kan røre og dufte haverne og i højere grad få en helheds-sanse-oplevelse ud af mødet med showhaverne.

Haveselskabets Have er åben for alle

Er ventetiden til Cph Garden 2019 svær at fordrive, er det oplagt at besøge Haveselskabets Have. Den 20.500 m2 store have er åben alle dage året rundt og gemmer på noget for enhver havesmag. Haven, der blev indviet i 1880, er gået i arv gennem generationer af landskabsarkitekter, som hver især har sat deres præg på haven.

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.