Gå til hovedindhold
Artikel for alle

To lækre snacks fra haven

Her får du Jakob Ørstrups opskrifter på to lækre sommersnacks/forretter, som du kan lave af urter fra haven. De er omtalt i Haveselskabets podcast "Spis og drik haven".
24. maj 2018

Jakob Ørstrup er madformidler og har firmaet Ø&Ko, der arbejder for at skabe en tættede kontakt mellem mennesker og det, de spiser. Du kan læse mere om ham nederst på siden.

Se podcasten "Spis og drik haven" her

Anja Barfoed fra Haveselskabet har inviteret Jakob Ørstrup til at fortælle om lækre sommersnacks med urter fra haven. Hør mere i podcasten "Spis og drik haven". Til venstre ses Adam Engel.

Grydestegte kejserhatte med sankthansurt og ramsløgblomster

Sankthansurt fungerer rigtig godt med sine vandholdige blade, der næsten smager af svampe i sig selv. Det betyder, at de er med til at understrege svampenes smag, mens de byder på konsistens og tekstur i retten. Blomsterne fra ramsløg bidrager med en blanding af løg og hvidløg. Har man ikke ramsløg, kan man bruge andre løgblomster f.eks. purløg. Er man helt uden, kan man komme lidt hvidløg med i gryden sammen med svampene. 

Det skal du bruge:

Til 2 personer, hvor retten udgør en lille snack/forret:

  • 4 mellemstore kejserhatte - ca 8 cm. høje og med en stok på omkring 3 cm. i tværsnit
  • En sjat god olivenolie til at stege i
  • Cirka 20 spæde blade af Skt. Hans-urt
  • 2 blomster fra ramsløg
  • Skal af 1/4 citron
  • Salt og peber
  • En gryde eller kasserolle med tilhørende låg, der er lige præcis så stor at alle svampene kan ligge fladt på bunden af den.

Anja Barfod smager på ramsløg. Kan hun mon li' dem?

 

Sådan gør du:

  • Kejserhattene renses, men ikke noget med at skylle dem! Børst dem af om nødvendigt. Flæk dem fra top til bund, så de deles i to lige tykke halve svampe.
     
  • Varm gryden op til lige over middel varme. Kom olien i. Når olien er varm lægges kejserhattene forsigtigt ned med snitfladen nedad. Nu kommer kunsten at finde lige præcis det punkt, hvor gryden er varm nok til at det syde, men ikke så varm at herlighederne brænder på. Det er gerne lige omkring middel varme.
     
  • Nu lægges låget på gryden, så der skabes et lille lukket miljø, hvor svampene dampes oppefra, mens de steges nedefra - det kaldes en grydestegning. Lad svampene stå på varmen og under låg i ca. 4 min. uden at rumstere rundt med dem. Nu skulle svampene gerne være flot karamelliserede på undersiden og let blødgjort på oversiden.
     
  • Skyl urterne lige inden, de skal bruges, men sørg for at tørre dem og i det hele taget behandle dem nænsomt, så de ikke mister deres ynde.
     
  • Anret først svampe, så urter på tallerken eller fad, og giv det hele et lille drys salt, peber & citronskal. 

Grydestegte kejserhatte med sankthansurt og ramsløgblomster.

Stegte mælkebøtteknopper

Hvad er der egentlig at sige andet end, at det her er du nødt til at gøre dig selv en tjeneste og prøve en dag. Det er et godt eksempel på, at noget så enkelt som en mælkebøtteblomst med en ganske enkel tilberedning kan komme til at smage himmelsk.

Det skal du bruge:

  • Lige så mange mælkebøtter knapper som du ønsker at servere i sidste ende - og så måske lige et par ekstra til at snacke! 
  • En sjat god olivenolie til at stege i
  • Lidt salt
  • En god stegepande 

Mælkebøtter i panden. Knopperne skal have, indtil de krøller lidt sammen i yderbladene og får en lidt stegt gylden farve.

Sådan gør du:

  • Pluk så mange blomsterknopper af mælkebøtte, du skal bruge. De er bedst, når der er tydelige fulde blade, men knoppen endnu ikke har foldet sig ud. Undgå at skylle dem, så du ikke vasker pollen ud af dem.
     
  • Varm panden op ved høj varme. Kom olien i og lad den ganske kort varme op. Kom knopperne i og steg dem, mens der rystes lidt rundt på dem. Knopperne skal have, indtil de krøller lidt sammen i yderbladene og får en lidt stegt gylden farve. Det tager ikke meget mere end 1 til 2 minutter.
     
  • Når knopperne er stegt, kommes de over på en tallerken eller lignende, hvor de drysses med salt. Lad dem køle og brug dem som snacks, i salater og til alt muligt andet, du selv finder på. Men, vigtigst af alt, smag på dem, du vil blive overraskede over den skønne smag af nødder og blomster.
     
  • Bruge gerne olien, du har stegt i også. Den får en smuk gul farve!

Stegte mælkebøtteknopper smager overraskende lækkert.

Om Jakob Ørstup

Jakob Ørstrup er manden bag Ø&KO. Med skarpe holdninger til råvarer & tilberedning formidler han viden om mad på en humoristisk og “nede på jorden” facon.

Med et hjerte der banker for økologi og kvalitet er ikke bare råvaren men også produktionsmetoden en tungtvejende faktor i Jakobs valg af råvarer, hvad end det gælder til hverdag i hans lille familie eller på arbejdet, hvor Jakob laver produktudvikling for såvel de helt store virksomheder som for de mindre. 

Med en holdning om at viden er noget vi deler, byder Jakob på foredrag, kogeskoler, undervisningsforløb og meget andet. Fælles for det hele er det evige omdrejningspunkt for Jakob - Mennesker, Mad & Kærlighed. 

Besøg Jakob Ørstrup på Linkedin