fbpx Den 22. november 2017 juleinspiration | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Haveselskabet Måbjerg Kreds
dekoration med bark og kogler
Fra afdeling/kreds

Den 22. november 2017 juleinspiration

Den 22. november var vi så heldige at have Margit Bruun fra Bruuns Have som inspirator. Og det skulle vise sig at være en god idé at have Margit til denne aften. Hun viste så mange spændende og forskelligartede dekorationer, så vi nærmest var målløse. De var så smukke og unikke, og med Margits anvisninger skal det nok lykkes for mange at frembringe dekorationer til julens pynt.

Margit brugte rigtigt mange naturmaterialer sammen med friske blomster og kobberblomster. Det giver dekorationer man kan holde ud at se på hele december, og med udskiftning af de friske blomster holder disse dekorationer også længe. Margit lavede stort set alle sine dekorationer i oasis, hvilket også forlænger holdbarheden.

Der var meget stor begejstring blandt de fremmødte for Margits fremvisning. Især var folk meget glade for stilen, som er lidt anderledes, end vi har set de sidste år. Der var ikke så meget juletingeltangel som glaskugler og sløjfer.

Efter Margits indlæg var der det store "ta'selv-kaffebord" med masser af lækre kager. Og det var som sædvanlig en stor succes.

Med fyldte maver var det tid til udtrækning af gevinster på indgangsbilletterne. Og der var mange glade ansigter at spore blandt de heldige.

Endelig sluttede Margit af med salg af nogle af hendes dejlige dekorationsmaterialer. Og der blev handlet livligt. Jeg var selv så heldig at få købt nogle kobberblomster. Dem er jeg fuldstændig vild med. Og heldigvis skal Måbjerg Kreds besøge Margits have den 15. april. Så måske har jeg fået sparet lidt sammen til lidt flere blomster til den tid. Jeg glæder mig i hvert tilfælde meget til at se haven, og beundre Margits fantastiske evner til at pynte op i haven.

Tusind, tusind tak til Margit for en fantastisk aften.