Gå til hovedindhold
Fra afdeling/kreds

Besøg hos Lindvig Greenhouse den 2. maj 2018

Mogens Lindvig havde den 2. maj åbnet dørene til sin virsomhed Lindvig Greenhouse i Vildbjerg for os.

Og det skulle vise sig, at det var et velbesøgt og hyggeligt arrangement. Mogens fortalte levende om virksomheden, alt imens vi gik gennem de enorme drivhuse. Man kan undres over, hvordan logistikken kan fungere. Hvordan ved man, hvor planterne er og hvilke, der nu skal pakkes?

Den absolut største produktion er af stueplanten "guldfisk", som eksporteres til næsten hele Europa. Men det var nok de farvestrålende sommerblomster, der gjorde størst indtryk. De fleste fik nok købt mere end det var planen hjemmefra, for nogle af bilerne var fyldt godt op. Ja Hans måtte sågar dele forsæde med både lagkagefade og en stor guldfisk. (Hvor der er hjerterum, er der husrum.)

Mens man fik betalt de mange planter til en særdeles favorabel pris, var det tid til at drikke kaffe og få sig en snak med de andre fremmødte. Og så blev der også tid til en sang, inden Mogens fik fri, så han kunne være frisk til arbejdet igen tidligt næste morgen.

Se billeder fra aftenen ved at klikke nederst på siden i "galleri".

En stor tak skal lyde til Mogens for hans store gæstfrihed.