Gå til hovedindhold
Haveselskabet Måbjerg Kreds
kæmpe hortensia i haven
Fra afdeling/kreds

Virksomheds- og havebesøg hos AB Skovservice den 13. september 2017

Den 13. september 2017 var vi på besøg hos Kirsten og Carsten Villadsen i Skave. De er indehavere af AB Skovservice.

Aftenen startede med et lille let måltid bestående af sandwich og drikkevarer.

Derefter fortalte Carsten lidt om virksomheden. Vi begav os så ud på virsomhedens udendørs arealer. Der var lovet både storm og skybrud, men vi havde en pragtfuld efterårsaften i med tørvejr. Vi kom forbi mange af de ting, firmaet knuser til genbrug f.eks. fejlproducerede døre og gamle spånplader. Men der var også enorme dynger med forskellig slags flis som hovedsageligt bruges på varmeværker. Dejligt tørskoede kunne vi gå rundt, da der var fliser overalt på kørearealerne.

Så var det tid til at se haven, som efter sigende skulle være Kirstens. Carsten er dog ansat til at klippe græsset i den store parklignende have. For, som Carsten siger, rigtige mænd kører John Deere-havetraktor. I haven kunne man se, at Kirsten er meget glad for at støbe i beton. En masse dejlige ting pyntede sammen med hjemmeavlede pyntegræskar op rundt omkring på terrasserne. Haven var kæmpe stor med flere dejlige staudebede. Som baggrund var der skov, og det gav både læ og en smuk udsigt.

Aftenen sluttede med kaffe og kage, mens deltagerne lystigt spurgte nærmere ind til virksomheden. Det er muligt at købe både en trailerfuld flis eller jord hos AB Skovservice. Man skal dog ringe i forvejen for at sikre sig, der er nogen hjemme på adressen.

Tusind tak til Kirsten og Carsten for en dejlig aften.