Gå til hovedindhold
Majs i potter
Foto: Aksel H. Sørensen
Artikel for alle

Maj i drivhuset

I maj kan pladsen blive trang i drivhuset. Få tips til drivhuset i maj.
30. april 2009

Det er lidt for tidligt at plante tomater i jorden i bunden af drivhuset. Jordtemperaturen er endnu ikke er helt oppe på de 15° C, som er minimumtemperaturen for tomater. Derimod er det ved at være tiden for at plante i sække og andre ”beholdere”. Nætterne er stadig kolde, men det gør ikke noget, bare jordtemperaturen er i orden.

Det er også fristende at plante agurker og meloner. De kræver 18° C i jorden, og det er der slet ikke endnu. Heller ikke i plantesække og beholdere, så nøjes med at sætte dem ind i drivhuset og gøre dem parate.

Majs i potter

Omkring den 1. maj kan du så majs i drivhuset. Brug 10-15 cm potter, og hold jorden konstant fugtig. Frøene spirer hurtigt, og i løbet af 2-4 uger er planterne store nok til at plante ud i køkkenhaven.

Majsplanterne skal hærdes inden udplantningen. Det vil sige, at de flyttes ud kort tid den første dag, og derefter gradvist længere tid hver dag gennem en uge, inden de plantes endeligt.

Du kan også lade planterne stå ude og dække dem med plast, som fjernes nogle timer hver dag, indtil de har vænnet sig til forholdene.

Giv vinplanterne en lille let rystetur, mens de er i blomst i løbet af måneden. Det løsner pollen i blomsterne, og bestøvningen bliver mere effektiv.

Pladsproblemerne kan løses

Det er også i maj, at pladsen kan blive trang i drivhuset, hvis du har sået sommerblomster, som også er priklet på større afstand. Det er endnu for risikabelt at plante blomsterne ud i haven, men måske skal du bruge pladsen i drivhuset til andre planter.

Derfor kan du give sommerblomsterne en mellemstation i en plasttunnel i haven, indtil de kan plantes i haven sidst på måneden. Er der udsigt til nattefrost, beskytter et lag avispapir over blomsterne inde i tunnellen godt.

Der er smukke sommerblomster til salg alle steder, men det være risikabelt, at plante dem i krukker og kummer, og stille dem på den permanente sommerplads. Her kan drivhuset være redningen i et par uger eller tre. Nogle steder skal vi endda ind i juni, før risikoen for nattefrost er helt ovre.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.