Gå til hovedindhold
Kartoffelsorten 'Cerise'. Foto: Birgitte Husted Bendtsen.
Kartoffelsorten 'Cerise'. Foto: Birgitte Husted Bendtsen.
Artikel - For medlemmer

Medlemstilbud: 3 gode kartoffelsorter

Prøv to helt nye og en særlig lækker kartoffelsort - udvalgt af Haveselskabets fagfolk til vores medlemmer.
Inga C. Bach - 
08. januar 2018

Efter at have prøvedyrket forskellige kartoffelsorter i vores egne haver har vi udvalgt tre særlige sorter forbeholdt Haveselskabets medlemmer. Pakken indeholder to helt nye kartoffelsorter, og en meget delikat sort, som det kan være svært at få fat i.

‘Carolus’ – ny retrokartoffel med skimmelresistens

Hvis du holder af klassiske kartoffelsorter som 'Bintje' og 'King Edward', der begge har mere end 100 år på bagen, kan du glæde dig til 'Carolus'.

Som kogt kartoffel er 'Carolus' rigtig god, hvis der er rigeligt med sovs, for den er mere melet end de fleste moderne sorter. Det ret høje tørstofindhold gør den meget velegnet til pommes frites, råstegte kartofler og kartoffelmos. 

Hav lidt tålmodighed i foråret og vent med at lægge denne sort til jorden er lun og læggekartoflerne er godt forspirede. Så kommer planterne hurtigere i gang. 'Carolus' danner en kraftig og top og med en rækkeafstand på 70 cm og planteafstand på 25 cm, vil planterne dække jorden og skygge for ukrudtet.

'Carolus' er en robust sort, der har god modstandskraft overfor de fleste kartoffelsygdomme. Hverken blade eller knolde bliver angrebet af skimmel, men især i sandet jord kan knoldene få skurv. Det kan til en vis grad forebygges ved at vande i tørre perioder og hyppe godt med jord op om planterne. 

Gem kartoflerne ved ca. 7 grader, da lavere lagertemperatur kan give mørke pommes frites.

Kartoffelsorten 'Carolus'. Foto: Akv Langholt.

‘Loreley’ – ny sort, der er gul, fast og lækker

De aflange, gule knolde holder formen, når de koges, og så har de en dejlig smag, en flot dybgul farve og en fin konsistens, der gør dem velegnede både i salater og til varme retter.  

En afstand på 25 cm mellem planterne i rækken og 70 cm mellem rækkerne vil give kartofler af middel størrelse. Hvis planteafstanden reduceres til 22 cm, bliver kartoflerne lidt mindre, men der vil stadig være mange knolde under hver plante.         

'Loreley' er modtagelig for rust, der ses som rustrøde pletter inde i knoldene. Rust skyldes en virus, der spredes med jordboende nematoder. Sygdommen kan forekomme på sandjord, og risikoen er størst, hvis jorden er meget våd. 

'Loreley' er en god gemmekartoffel, der holder spisekvaliteten i mindst 6 måneder, hvis knoldene opbevares ved ca. 5 grader.

Kartoffelsorten 'Loreley'. Foto: Akv Langholt.

‘Cerisa’ – små delikatesser med smukt skind

Det er det flotte, røde skind, der imponerer, når man høster 'Cerisa', men skinnet bedrager ikke, for de små, røde kartofler er velsmagende og faste med mørkegul kødfarve. Glem alt om kartoffelskrælleren, for det røde skind er så glat, så knoldene kun behøver at blive skyllet, før de ovnsteges hele eller bruges som salatkartofler. 

'Cerisa' er en forholdsvis tidlig sort, der danner mange knolde under hver plante. Toppen bliver ikke så kraftig, og planterne kan stå ret tæt. En afstand på 25 cm mellem planterne i rækken er passende. 

Toppen klippes af, når knoldene har fået en passende størrelse eller senest, når bladene bliver angrebet af skimmel. Selvom kartoflerne skal gemmes, er det bedst at tage dem op senest et par uger efter, at toppen er fjernet. Det flotte skind bevares bedst, hvis kartoflerne tørres godt og køles ned til ca. 5 grader. 

Kartoffelsorten 'Cerise'. Foto: Akv Langholt.

Sådan bestiller du læggekartoflerne

Pakken med disse sorter er forbeholdt Haveselskabets medlemmer, og du får brug for dit medlemsnummer, når du bestiller.

De tre kartoffelsorter bestilles direkte hos andelsvirksomheden AKV Langholt i Vendsyssel på www.akv-langholt.dk/butik. 

Prisen er 179,50 kr. for 25-30 stk. af hver af de tre sorter inklusive levering. 

Læggekartoflerne kommer i spirekasser, som blot åbnes, når du sætter dem til forspiring. De leveres til den GLS-pakkeshop, som du vælger, og du kan vælge, om du vil have dem leveret i uge 5 (bestilles senest den 24. januar) eller uge 8 (bestilles senest den 8. februar). Skulle vejret forhindre sikker levering, får du en mail om, at leveringen bliver udsat, til vejret er mildere.

Tilbuddet gælder i januar og februar 2018 - eller så længe lager haves.
 

Giv dig selv en romantisk gave

Stort tema om romantiske haver. Forkæl dig selv med magasinet HAVEN og få et par rosenhandsker og en håndcreme med som ekstra gave.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds