Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Mine uundværlige redskaber

Efterhånden har jeg et par redskaber på hånden, som hjælper mig gennem hver sæson. Her er ikke tale om spade og lugeklo, men et regneark og notesbog-app’en med alle mine nyttige optegnelser.
Tekst og foto: Peter Norris - 
03. januar 2022

Årets haveplan er et regneark
Placeringen af kartofler, kål, løg og ærter danner et foreløbigt udgangspunkt for årets haveplan, idet over halvdelen af bedene indeholder mindst én af disse afgrøder. De indgår alle i forskellige kombinationer med for-, mellem- og efterafgrøder, hvoraf nogle efterhånden ligger fast fra år til år. Men smag og behag ændrer sig, og indimellem får man måske lyst til at prøve noget nyt. 

Med omkring 40 forskellige bede(31 højbede og ti mistbænke), som hver kan have op til tre-fire afgrøder i løbet af sæsonen, er det mildt sagt umuligt at have en plan i hovedet - den må digitaliseres i form af et regneark! Fordelen ved det digitale regneark er, at planen nemt kan laves om ganske mange gange i årets løb. Jeg får måske midt i det hele lyst til at prøve nye kombinationer eller afgrøder, en forkultur kan slå fejl og må erstattes af noget andet. Ændringer bliver noget nemmere med regnearket, som jeg også kan have med mig i køkkenhaven på mobilen – så jeg kan se, hvad der skal plantes hvor. 


 

Notesbog-app er min digitale hukommelse
Jeg bruger en notesbog-app på min Ipad (Notebooks -Write and Organize) til en mere detaljeret plan, som indeholder de sorter, der skal dyrkes, hvornår de sås eller forkultiveres og udplantes, og hvad der ellers er værd at huske. I det hele taget er app’en uundværlig som min digitale havehukommelse. Den rummer ud over haveplanerne bl.a. en havekalender med såninger og andre gøremål måned for måned opsamlede tips omkring dyrkning, skadedyr og sygdomme for de enkelte afgrøder, og en liste over hvilke frø, der skal købes til det kommende år, som opdateres, efterhånden som frøposerne tømmes. 

Og som det allervigtigste er det her, jeg fører en havejournal, hvor jeg noterer, hvad og hvornår jeg har sået eller udplantet, hvordan jeg har gjort det (såtemperatur, planteafstande, næringstilførsel o.l.), og hvad der kom ud af anstrengelserne. 


 

Jeg forkultiverer de fleste planter frem for at så direkte, bl.a fordi man vinder op til et par måneders dyrkningstid i hvert bed (set over året). Her har journalen været uundværlig til at opsamle viden om, hvornår man kan regne med at høste den første afgrøde, og dermed hvornår den næste skal forkultiveres for at være klar til udplantning, når pladsen bliver ledig - eller hvor sent man kan så og udplante, hvis afgrøden skal kunne nå at udvikle sig til en brugbar høst inden vinter. Journalen er den bedste måde at lære af sine egne erfaringer.

 

 

 
Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.