fbpx Mystisk indhold af ukrudtsmiddel i gødning | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Mystisk indhold af ukrudtsmiddel i gødning

Har du erfaringer med mystiske skader på dine tomat- og peberplanter, som ikke skyldes de almindeligt kendte plantesygdomme? Så kan årsagen måske være ukrudtsmidlerne aminopyralid eller clopyralid.
Morten Linnemann - 
12. juni 2020

Gennem det sidste års tid er der kommet flere og flere meldinger fra haveejere om mystiske skader på deres planter – skader der stemmer overens med tilsvarende symptomer, der kan opstå ved brug af ukrudtsmidlerne aminopyralid eller clopyralid. Planterne bliver misdannede med grove, krøllede blade og væksten går i stå. Skaderne er set både på tomat og peber (Capsicum), der har været dyrket i forskellige typer købejord og efter brug af flydende gødningsprodukter (som endda er godkendt til økologisk brug).

Problem i gødning til økologisk brug

Der er også fokus på problemet i Norge og Sverige. I Norge har man undersøgt og fundet clopyralid i norsk økogødning, ganske vist i små mængder, men formentlig nok til at kunne gøre skade på fx tomatplanter. Samtidig har flere svenske forhandlere i juni 2020 trukket økogødninger tilbage fra markedet, formentlig i erkendelse af, at der kan være ukrudtsmidler i gødningen.

Det har vakt en del undren, at det er økologiske gødningsprodukter, der ser ud til at være kilden til de skadelige stoffer. Men faktisk er det lovligt at bruge en vis mængde ikke-økologisk plantemateriale i produkter godkendt til økologisk jordbrug.

- En af problematikkerne i sagen handler om, at det i dag er tilladt at sælge flydende gødning med betegnelsen ”Godkendt til økologisk jordbrug”, selvom gødningen er fremstillet af ikke-økologisk dyrkede planter eller plantemateriale. Her er det vigtigt at vide, at der er stor forskel på, om gødningen er økologisk og emballagen er påtrykt Ø-mærket, eller om gødningen er godkendt til økologisk produktion, siger Magnus Gammelgaard, der er Haveselskabets ekspert i plantesygdomme.

 

Send dine erfaringer

Haveselskabet og vores tilknyttede ekspert i plantesygdomme, Magnus Gammelgaard, er meget interesseret i at høre erfaringer fra haveejere, som har set skader på deres planter, som kan skyldes aminopyralid eller clopyralid. Derfor er medlemmer meget velkomne til at sende erfaringer og fotos af planterne ind til ab@haveselskabet.dk. Send også gerne oplysninger om, hvilket gødningsproduktet du har anvendt.

Haveselskabet er i dialog med eksperter i ind- og udland for at blive klogere på, om problemerne skyldes aminopyralid eller clopyralid, og hvordan det i så fald skulle være havnet i bl.a. gødningsprodukter godkendt til økologisk produktion.

 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.