Gå til hovedindhold
Træ med knækket gren
Mange træer og buske har lidt slem skade efter weekendens snefald. Foto: Charlotte Garby
Artikel - Sådan gør du

Når sneen har skadet havens planter

Få gode råd om, hvad du stille op, når kraftigt snefald har forvoldt skader på havens planter.
Jesper Carl Corfitzen - 
man. 23. nov. kl 15:49

Sneen er ikke kun smuk, den kan så sandelig også forvolde skade på planterne i haven. Når der på kort tid falder store mængder tung sne, kan det mase buske sammen og knække træernes grene - eller helt lægge dem ned. 

Når skaden er sket, må du redde, hvad reddes kan – og minimere skaderne mest muligt. Det kan se slemt ud, men i mange tilfælde vil planten rette sig igen, når sneen fjernes. Blot grenene ikke er flækket eller knækket.

Her får du vores råd til, hvad du skal gøre ved de snetrykkede planter:

Fjern sne fra formklippede, stedsegrønne buske

Børst først den tunge sne forsigtigt af de formklippede buksbom og taksplanter, så den ikke ødelægger formen og knækker grenene. Mindre buske kan bindes op med opbindingssnor for at holde formen på planten samlet og på plads.

Uklippede buske - hvor slemme er skaderne?

Start med forsigtigt at fjerne sneen, der tynger busken ned. Måske er du heldigt, at den rette sig op igen.

Hvis der er flækkede grene, skal de enten fjernes helt nede ved grunden eller ved et vækstpunkt eller en grenvinkel. Er skaderne meget slemme, kan du overveje, om du skal skære hele buske tilbage, når det bliver forår – en såkaldt foryngelsesbeskæring, hvor du skærer alle grene tilbage til få cm over jorden, og derved lader busken starte forfra.

Dette vil i mange tilfælde være den bedste løsning, da du får en pænere busk ud af det. Men vent med at beskære raske grene til det tidlige forår i marts/april.

Flækkede grene på buske og træer

Sav eller klip de knækkede eller flækkede grene helt af. Beskæringssnittet skal lægges lige ud for et vækstpunkt, altså ved en sidegren eller kvist. Beskær aldrig midt på grenen. Større grene skal først afkortes, før du skærer den sidste stump gren af ud for vækstpunktet. Det letter grenens vægt og mindsker dermed risikoen for, at grenen flækker yderligere. 

Hvis der er tale om sidegrene på et træ, skal hele grenen skæres af inde ved stammen, så der bliver så rent et snit som mulig. Forsøg om muligt at beskære lige på ydersiden af den lille grenkrave på grenen, dvs. den forhøjning der er i veddet, der hvor grenen udgår fra træet.

Er hækken væltet?

Hvis hækken er væltet pga. sneen, kan man forsøge at rejse den op igen. Fjern sneen så forsigtigt som muligt, så du ikke knækker flere grene.

Hvis det ikke lykkes at rejse hækken, er det bedst skære hækken helt tilbage i det tidlige forår, så den kan starte forfra ved at skyde fra grunden. Det er dog ikke alle hække, der kan tåle at blive skåret helt tilbage. Det går ikke med stedsegrønne hække og gamle bøgehække, der kun må beskæres hårdt på én side pr. år.

Er hækken ikke så høj, løs i væksten eller bred kan en let tilbagebeskæring i det tidlige forår måske være nok. Man kan forebygge problemer med sne ved at holde hækken stramt klippet og lidt smallere i toppen. 

Væltede træer

Unge træer, der er væltet, kan du have held med at genrejse. Rejs træet op, og hold det på plads ved at tøjre det med gummibånd til støttestolper, der er banket ned rundt om træet. 

Større træer kan sjældent reddes, hvis de er vælte helt. Men måske de kan vokse videre fra deres ny position - ligesom ude i naturen, hvor træerne heller ikke altid står lige. Det vil give haven et nyt og måske spændende udtryk. Står træet i vejen, er det dog bedre at fælde det og plante et nyt. 

Roser

Buskroser, der er bukket sammen under sneen, kan klippes let tilbage ved at skære de knækkede grene tilbage til et hvilende vækstpunkt/sovende øje. Men vent med at beskære resten af rosen til foråret. Det samme gælder for klatreroser. 

Stauder og græsser

Stauder og græsser, der er knækket sammen, kan ikke reddes for i år, men de vil komme igen til foråret, som de plejer. Lad dem ligge, og gør ikke noget før foråret kommer, hvor du som normalt skal klipper den visne top af. 

Kan planten reddes?

Du må fra skade til skade vurdere, om det er muligt at redde planten, eller om den er for ødelagt. Er mere end halvdelen af en plante blevet ødelagt, vil det nok være bedre at erstatte den med en ny, med mindre den kan skæres helt tilbage og starte forfra.

Giv dig selv en romantisk gave

Stort tema om romantiske haver. Forkæl dig selv med magasinet HAVEN og få et par rosenhandsker og en håndcreme med som ekstra gave.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds