Gå til hovedindhold
Til venstre kontrol ærteplante og til højre ærteplante gødet med flydende organisk gødning med indhold af clopyralid. Foto: Bodil Damgaard
Artikel for alle

Norsk rapport stempler clopyralid som en skadevolder

NORSØK udsendte i juni rapporten 'Gjødsel med rester av herbicid: Effekt av klopyralid på oppalsplanter'. Konklusionen er, at clopyralid i selv meget små mængder gør skade på tomat- og ærteplanter.
Charlotte Garby - 
01. juli 2021

NORSØK er en privatejet norsk institution for national tværfaglig forskning og vidensformidling indenfor udvikling af økologisk landbrug. I juni 2021 udsendte NORSØK rapporten Gjødsel med rester av herbicid: Effekt av klopyralid på oppalsplanter. Læs rapporten her

Fokus i de gennemførte forsøg er at måle effekten af ukrudtsmidlet clopyralid i flydende organisk gødning på særligt ærte- og tomatplanter.  

Dyrkningsforsøgene er blevet gennemført med ærte- og tomatplanter plantet i næringsfattig såjord og dernæst tilsat flyndende organisk gødning med forskellige koncentrationer af clopyralid. Som kontrol er tilsvarende planter gødet med flydende mineralsk gødning. 

Koncentrationen af clopyralid i de anvendte gødninger var 480 mikrogram clopyralid pr. liter gødning og de aktuelle dyrkningsforsøg viser, at tomatplanterne blev skadet allerede ved 1% næringsindhold, hvor de udviklede betydeligt færre blomsterklynger og blomster, samt at frugterne fik dårlig frøudvikling. Ved kraftigere næringsindhold blev planterne alvorligt skadede eller døde. 

Til sammenligning fandt Haveselskabet i analyse af 6 udvalgte gødninger fra 6 forskellige producenter koncentrationer af clopyralid i størrelsesordenen 678 - 1.585 mikrogram pr. liter gødning. Se Haveselskabets rapport her

Haveselskabets rapport og rapporten fra NORSØK er sendt til Landbrugsstyrelsen.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.