Søren Vester kom direkte fra Holland, hvor han havde beundret tulipaner i hobevis. Desværre var hans kuffert redet den anden vej, men heldigvis havde Søren i sidste øjeblik puttet sin computer og bilnøgler i håndbagagen. Det var alle glade for, men vi er sikre på, at Søren ville have klaret sig uden computeren, for han er en sprudlende fortæller – også uden billeder på en storskærm.

Til vores glæde startede Søren med at rose ”Haven” som et fantastisk vidensmagasin, som han har læst, siden han var 14 år. Men det burde egentlig hedde ”De sorte negles klub”. Han introducerede sig selv som et bondebarn boende i en forstad til London – et lille sted, hvor man gør noget sammen lige fra sang til gymnastik hver tirsdag med Brokholdet, så derfor måtte vi alle i fællesskabets navn op og stå, mens vi sang ”Jeg elsker den brogede verden” med vægt på sidste strofes ”for mig er jorden endnu skøn…” – en livsglæde, som det også drejer sig om, når vi taler om haver. Haven skal hyldes ligesom livet. Det vigtige er at komme ud i haven, og mange flere skal have en have, for vi har brug for meget mere natur i Danmark. Søren Vester betegner sig selv som en glad mand, der er glad for sin hverdag, hvor haven er en vigtig del.  De gamle bønder og gartnere holdt aldrig fri, ikke kun fordi de ikke havde råd, men også fordi hverdagen gav rigeligt. Og så tog de en middagslur, for det var ikke et problem at tage sig en pause. Det bliver man kun klogere af. Den bedste lur får man i øvrigt i forårssolen. Det er ikke et problem, at vi tager en pause.

Der er tre spørgsmål, som man altid skal stille sig selv, og nu rullede Vester Søren sentenser ud skrevet på en rulle toiletpapir:

1. Hwafur?
2. Ka’ betårl sæ? (alt som er målbart)
3. Ka’ svåre sæ?

Som et eksempel på, om noget kan svare sig, fortalte Søren Vester, at han selv havde købt en ko for sine konfirmationspenge. Da koen senere blev solgt, fik han råd til en ny cykel og et stereoanlæg – så jo, koen kunne svare sig. Men om noget kan svare sig, ja, det er vores valg!

Man skal ikke gå og længes efter at blive pensioneret og tro, at nu skal man til at leve livet, for tiden inden pensionen er lige så vigtig. Og her er udendørslivet vigtigt, ”for ingen får det ringere af at være i naturen”. Den er berigende! Man skal forholde sig til, hvad man ser, og inde- og uderum skal hænge sammen – livet mellem husene skal kunne svare sig. ”Gå ud og red dig selv” er Søren Vesters motto. Spørgsmålet er, hvordan vi får folk derud.

Aftenens anden sang var ”Jeg bærer med smil min byrde” for det er humlen, at alt ikke er let, og en have kræver pasning. Men sidste strofe understreger nok engang at glæden overstråler besværet:

Hvor kan I dog gruble og græde,

Så længe Guds himmel er blå!

Mit hjerte skælver af glæde,

Blot duggen dynker et strå.

Søren Vester ved alt om, at en have skal passes for med 10.000 m² have er der nok at se til, men haven må ikke tage magten fra én. Gør den det, så skal man finde på noget andet. En god idé er at kaste frø tilfældigt ud, især hvis man står med en helt ny have, som bare er en bunke jord. Blomsterfrø er så meget bedre end græs. Vi har brug for mange flere blomster, som også fremmer biodiversiteten. Og lev med, at der måske dukker nogle helt andre blomster op end ønsket. Fx ville Søren Vester ikke have røde blomster i sin have, men pludselig var der en lille, bitte rød blomst, som hurtigt blev til flere – og det ser faktisk godt ud! Sæt stauderne tæt, og glæd dig over de overraskende kombinationer, som dukker op. Og det er helt i orden, hvis køkkenhaven mest er til drinks. De fleste af os ville blive ret tynde, hvis vi skulle leve af vores køkkenhaver. Giv den gas i haven og frem for alt så prøv, prøv, prøv! Man lærer mest af de planter, som man har slået ihjel! Men lige et godt råd til tulipaner: plant den 15 cm dybt og gød dem efter blomstring, så kommer de igen år efter år.

Vi skal blive bedre til at tænke lidt anderledes, når vi giver vores viden videre, undgå at løfte pegefingeren og irettesætte, for tomaterne skal nok blive til noget, selv om de ikke er blevet knebet på den helt rigtige måde. Hold viden og råd positive, og husk på bedstefars gamle råd: ”hovedet op, rødder ned”. Det handler om at ”bobbel” ideer sammen, og om at dele sin viden ud - og frem for alt om at lave grupper, så man styrker fællesskabet. På den måde giver man glæden ved haven og naturen videre - vi skal være ude hver dag og sørge for, at festen er ude i haven.

Rigtige haver er, hvor passionen er, og det er altid klogt at varme sig på en ildsjæl. Der er nu gået små to timer og ingen i salen er i tvivl om, at for Søren Vester hænger kærligheden til livet uløseligt sammen med kærligheden til haven og naturen, så det er helt naturligt, at den sidste sang er Piet Heins: ”Du skal plante et træ” og igen med vægt på sidste strofe:

Du skal blomstre og dræ.

Dine frugter skal mætte

om så kun det simpleste kræ.

Du har del i en fremtid.

For den skal du plante et træ.

For således blev  kærligheden til livet og kærligheden til  haven symboliseret i et træ, der rækker langt ud over vores liv – et livstræ.