Gå til hovedindhold
- Fotograf:
Artikel - Havetips

Permakultur på altanen

Selv på altanen eller i en lille have kan du dyrke dine egne grøntsager på en bæredygtig måde.
Gusta Clasen - 
20. december 2013

Et af permakulturens vigtige principper er, at man så vidt muligt skal dyrke frugt og grønt, der hvor man bor, så man sparer brændstoffet til transporten. Selv i en lille have i byen eller på en altan kan du dyrke grøntsager, bær og frugt, som kan supplere dem, du køber hos grønthandleren og i supermarkedet.

Pluksalat og krydderurter

Noget af det nemmeste, man kan dyrke i potter eller en altankasse, er pluksalat og krydderurter, som for eksempel timian og rosmarin. De kræver ikke meget plads, og det giver god mening at dyrke dem selv, da de er relativt dyre i indkøb sammenlignet med gulerødder og kartofler. Da man kun bruger lidt ad gangen, er de gode at have lige ved hånden. 
 

Frugthave i miniformat

Selv i de mindste haver kan man dyrke sin egen frugt. Enten som espalierede frugttræer op af en væg eller et hegn, eller ved at dyrke dværgsorter af almindelige frugttræer i store krukker eller kasser.

Dyrk frugt og grønt i baggården

Også i en skyggefuld baggård kan det lade sig gøre at dyrke visse frugter og bær som moreller, ribs og skovjordbær. Eller grøntsager, som for eksempel jordskokker, og krydderurter, som mynte og citronmelisse. 

Med lyse farver på facaden kan man reflektere sollyset, så der kommer mere lys til planterne i gården eller på altanen. Varmetabet fra husene og gaderne i byen betyder, at du kan have held med at dyrke mere varmekrævende planter i byen. 

Af hensyn til forurening fra biler er det bedst at dyrke spiselige afgrøder højt oppe på tage og altaner eller i lukkede baggårde, der er afskærmet fra gaden.

Du kan læse mere om permakultur i magasinet Haven nr. 1/2, 2014.
 

 

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.