fbpx Planter til den romantiske have | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Fra venstre: Rose 'Veilchenblau', fingerbøl, blåregn, lavendel, stor pimpinelle.
Fra venstre: Rose 'Veilchenblau', fingerbøl, blåregn, lavendel, stor pimpinelle.
Artikel for alle

Planter til den romantiske have

Her får du vores bud på planter, der skaber romantik i haven. Udvalgt af havemennesker, der selv dyrker den romantiske havestil.
Marian Haugaard Steffensen og Gusta Clasen - 
10. januar 2018

Vi har ladet 4 entusiastiske havemennesker, der selv har de skønneste romantiske haver udvælge planter, som de synes er uundværlige for at skabe den rette stemning i deres have.

Fem uundværlige fra Claus Dalby

Vi har bedt forfatter til bogen "Romantiske haver" og havekendis Claus Dalby om af pege på nogle planter, som er uundværlige i den romantiske have. Fylder du haven med disse planter, får du duft og romantik fra forår til frost. Ifølge Claus Dalby må romantiske planter gerne have duft, og de må gerne være lidt nostalgiske og fremkalde gode minder. Og så skal farven helst være sart og yndig.

1) Roser

Roser. der dufter er helt uundværlige i den romantiske have. Både buskroser og roser på buer og stativer er med til at gøre haven romantisk, især hvis farverne er sarte og fine.

Rose 'Veilchenblau'. Foto: Ann Malmgren.

2) Liljekonval

Liljekonval, Convallaria majalis. Mon ikke mange har minder om brudebuketten fyldt med liljekonvaller, og hvilken nydelse er større end at plukke sin egen duftende buket. Liljekonvallerne danner gerne fine tæpper under havens træer og buske.

Liljekonval. Foto: Pixabay

3) Marmelukærme

Mamelukærme, Lavatera trimestris  er en gammel elsket cottage-sommerblomst. Så den på stedet i foråret og få tre måneders dejlig blomstring. Sorten ‘Pink Beauty’ er særlig romantisk med sin sart lyserøde farve.

Mamelukærme. Foto: Pixabay

4) Æble

Almindelig æble, Malus x domestica. Et gammel kroget æbletræ vækker minder om bedstemors have. Blomsterne tiltrækker bier, og træet kaster en dejlig let skygge over plænen.

Æble. Foto: Pixabay

5) Pinselilje

Pinselilje, Narcissus poeticus. De duftende pinseliljer er så søde med deres snehvide, små blomster og det store, fine øje. De trives i halvskyggen under syrener og frugttræer og er ikke til at undvære i den romantiske have.

Narcissus poeticus. Foto: Istockphoto

Fem fra den romantiske rækkehushave

Alice Søsser Rasmussen har forvandlet en helt almindelig rækkehushave i Værløse til et romantisk og blomstrende åndehul fuld af stemning. Her er et lille udvalg af de planter, som bidrager til romantikken i rækkehushaven i højsommeren. 

1) Fingerbøl

Almindelig fingerbøl, Digitalis purpurea. Den toårige fingerbøl sår sig selv tilfældigt i haven og bidrager med romantisk skødesløshed og naturlighed. Bliver der for mange, er den let at luge væk.

Fingerbøl. Foto: Istockphoto

2) Ærteblomst

Almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus. Bidrager med både duft og gammeldags ynde. En klatrende ærteblomst over et gammel stakit eller en buket i den fine, gamle vase er indbegrebet af notalgi. Og så får man blomster i øjenhøjde.

Ærteblomst. Foto: Flickr

3) Klematis

Klematis, Clematis, især de småblomstrede sorter. Kan vokse på rosenbuer og pergola sammen med roserne.

Clematis montana. Foto: Flickr

4) Lavendel

Ægte lavendel, Lavandula angustifolia. Dufter, tiltrækker insekter og sommerfugle og danner en fin, blød kant både sommer og vinter.

Lavendel. Foto: Pixabay

5) Høstfloks

Høstflok, Phlox paniculata. Findes i mange fine, bløde farver. Dufter og blomstrer på et tidspunkt, hvor roserne ofte tager en pause.

Høstfloks. Foto: Pixabay

Fem til vild romantik

I Anne Gine Christiansens romantiske have må der gerne være lidt vildt. Så hun går efter planter til det lidt vilde, romantiske look med både gammeldags mormorplanter og moderne grøftekantsplanter.

1) Violfrøstjerne

Violfrøstjerne, Thalictrum delavayi, har lette blomsterstande, der danner lyslilla dis i haven i sensommeren. De giver et let modspil til fyldte roser eller høstfloks. Gentag violfrøstjernerne igennem bedet, de løfter sig let op over de øvrige planter. 

Violfrøstjerne. Her ses den fyldte sort ‘Hewitt’s Double’. Foto: Frank Kirkegaard

2) Pimpinelle

Stor pimpinelle, Pimpinella major, er en af Anne Gines favoritter. De lette skærmblomster skaber grøftekantstemning i bedene, og farven er lys rosa, så bliver det næsten ikke mere romantisk!

Stor pimpinelle. Foto: Ann Malmgren

3) Akeleje

Almindelig akeleje, Aquilegia vulgaris, sår sig selv frivilligt og dukker op hist i forskellige, afdæmpede pastelfarver, der passer smukt til den romantiske stil.

Akeleje. Foto: Pixabay

4) Storkenæb

Storkenæb, Geranium, findes i et hav af arter og sorter i forskellige højder og drøjder. Nogle er fine som kant, mens andre er høje nok til at kunne gøre sig gældende midt i staudebedet. Farverne går fra hvid over rosea til blå i mange nuancer, og de fleste passer rigtigt fint som selskab til roser.

Storkenæb. Foto: Pixabay

5) Silkepæon

Silkepæon, Paeonia lactiflora. Duften og den nostalgiske følelse, pæonerne fremkalder, hører med til en romantisk have. Plant dem lyst, så bliver de mest blomsterrige. Og pluk store, duftende buketter til stuen.

Silkepæon. Foto: Pixabay

Fem til engelsk romantik

Susanne Finderup har hang til engelsk romantik, hvilket er gået i arv fra hendes mor, der både er engelsk og haveglad. Susannes rækkehushave bugner af romantik. Her er fem af hendes favoritter.

1) Stjerneskærm

Stor stjerneskærm, Astantia major, har fine, douce farver, og en let blomst, der holder sig smuk længe.

Stjerneskærm. Foto: Flickr

2) Blåregn

Almindelig blåregn, Wisteria sinensis, giver meget frodighed på lidt plads.

Blåregn. Foto: Pixabay

3) Lodden løvefod

Lodden løvefod, Alchemilla mollis, har lette blomster og smukke gråløvede blade, der dækker bunden godt. Den limegule farve passer overraskende godt til de smukke romantiske rosa og blå pastelfarver.

Lodden løvefod

4) Ridderspore

Ridderspore, Delphinium, giver højde og smukke blå farver.

Ridderspore. Foto: Blanshaven

5) Syren

Almindelig syren, Syringa vulgaris, kan sprede sin ynde og duft til hele haven. I den helt lille have er den stor nok til at fungere som et lille træ, i den store have er den smuk i kanten af haven eller ved indgangen, hvor man passerer forbi og kan stikke næsen i den store blomsterklaser.

Syren. Foto: Ann Malmgren

 

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.