Gå til hovedindhold
Foto Inga C. Bach
Artikel for alle

Rekordmild vinter

4 områder, hvor det kan have betydning i din have
Morten Linnemann - 
17. februar 2020

Vinteren 2019/2020 har været ganske mild, og januar 2020 blev ifølge DMI den varmeste i Danmark siden 1873. Haveselskabets rådgivere kigger her nærmere på fire områder, hvor den milde vinter kan have betydning for vores haver.

1. Kommer der flere skadedyr, når vinteren er mild?

»Nej«, oplyser Haveselskabets tilknyttede ekspert i skadedyr og sygdomme, Magnus Gammelgaard. »Det er lidt af en skrøne, at en mild vinter giver flere skadedyr i den kommende sæson«, forklarer han.

Det skyldes ifølge eksperten, dels at en del nyttedyr også overlever bedre i en mild vinter og dels, at vinteren faktisk ikke er den periode, der er mest risikabel for insekter – det er derimod foråret:

»Det som virkelig kan slå mange skadedyr ihjel, er i virkeligheden foråret. Et varmt tidligt forår, hvor insekterne vækkes til live, efterfulgt af en pludselig periode med kulde, kan slå mange insekter ihjel - nyttedyr såvel som skadedyr. Mange insekter overvintrer som æg eller puppe. Ofte er klækningen styret af temperaturen, så et varmt tidligt forår får æg og pupper til at klække, men de kan jo ikke kravle tilbage i deres æg eller puppe, hvis det igen bliver koldt«, siger han

»Kigger vi på sneglene, så er der ikke grundlag for at sige, at flere snegle har overlevet vinteren end normalt. Vi har i år oplevet, at snegle er aktive allerede i februar, men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver et værre snegleår end normalt. Igen hænger bestanden af snegle blandt andet sammen med fugtigheden i foråret. Et tørt forår giver rigtig dårlige muligheder for sneglene«, siger han.

 

2. Kan jeg gå tidligere i gang med at så udendørs?

Efter den milde vinter, kan det virke fristende at begynde at så nogle af de første ting i køkkenhaven lidt tidligere end vanligt. Det er dog langt fra sikkert, at det vil give pote, siger rådgiver i Haveselskabet, Anja Barfod.

»Selvom vinteren ikke har været så kold i år, er jordtemperaturen og lysmængden stadig lav, så umiddelbart, tror jeg ikke, der er en stor gevinst ved at gå gang med såningen allerede. Selvom nogle afgrøder som spinat og salat kan spire, så vil de få det hårdt, hvis det fortsætter med overskyet, vådt og halvblæsende vejr. Jeg ville vente med at så, til det er blevet mere tørt og varmt«, siger hun og tilføjer. »Imens kan man jo hygge sig med at så chili, artiskokker og måske de første sommerblomster indendørs«.

 

3. Kan jeg beskære roserne allerede?

Mange rosenejere vil have opdaget, at roserne allerede er begyndt at skyde i løbet af vinteren. Rie Birk Lauridsen, Rådgiver i Haveselskabet, siger:

»Jo længere, man venter med at beskære dem, jo mere vil roserne nå at vokse, inden de beskæres, og alt det, de vokser før beskæring, er jo sådan set spildte kræfter. Tror man på, at det milde vejr fortsætter ind i marts, kan man derfor godt beskære sine roser allerede nu i februar, og de vil så være hjulpet tidligere i gang med at sætte de skud, der skal blomstre i år. Risikoen er, at der kommer en periode med frostvejr senere i marts eller april, hvilket kan få de nye skud til at fryse tilbage. Men altså et par enkelte nætter med let nattefrost tager de ikke skade af«, siger hun.

 

4. Hvad med de overvintrende krukkeplanter?

Nogle haveejere har bemærket, at planter, vi normalt dyrker som sommerblomster, stadig er i fuld vigør i de udendørs krukker, hvis krukkerne har stået lidt beskyttet.

»Blomster som løvemund og spansk marguerit, dyrker vi normalt som sommerblomster, men egentlig er de stauder, der overlever, blot temperaturen ikke kommer meget under nul grader. Hold dem fortsat beskyttet, helst ved en temperatur på mellem 1-5 grader indtil varmen kommer, og du vil blive belønnet med planter, der kommer tidligere i gang og blomstrer tidligere end normalt, siger Anja Barfod«.

Har du en solbærsalvie i en krukke udendørs, kan den også have klaret den milde danske vinter fint i et beskyttet hjørne.

 

Hvis du vil have gode råd om, hvordan du kommer bedst i gang med haveåret, er du som medlem altid velkommen til at ringe til Haveselskabets rådgivning på 45 93 60 00.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.