Gå til hovedindhold
Pige der står ved køkkenhave i højbede.
Foto: Istockphoto
Artikel - Havetips

Så de første grøntsager i køkkenhaven i maj

I starten af maj kan du så småt gå i gang med at så i køkkenhaven, hvis du vælger de rette grøntsager, der tåler de lave temperaturer. Men vent lidt endnu med de øvrige grøntsager,
Jesper Carl Corfitzen - 
11. maj 2010

Snart kan du for alvor begynde at så urter i din køkkenhave, men allerede nu i starten af maj kan du begynde at så de første grøntsager:

  • Radiser og spinat kan du med fordel så tidligt.
  • Purløg er også en tidlig køkkenurt, der kan udplantes nu.
  • Afgrøder som kan spire ved ca. 6 grader, kan normalt også sås fra starten af maj. 

Hvornår må jeg så de øvrige grøntsager?

For de fleste andre køkkenurter skal jordtemperaturen være højere, før de kan spire. Er den for lav, forlænges spiretiden. Desuden er der stor risiko for, at urterne spirer dårligt, rådner eller angribes af svamp.

Som udgangspunkt skal du ikke så, før jordtemperaturen har nået 8 grader. Det kan være en god idé at investere i et jordtermometer, så du kan holde øje med, hvornår den rette temperatur indtræffer. På den måde undgår du at blive skuffet over urter, som ikke spirer.

 

Tommelfingerregler: 

 

  • For løg gælder det, at hvis de udsættes for kolde temperaturer, kan de risikere ”at gå i blomst” eller ”stok”. Det samme kan ske med porrer.
  • Gulerødder må du vente lidt med at så, da de kræver en temperatur på omkring 12 grader.
  • De varmekrævende afgrøder som fx tomater, agurker, meloner og bønner, bør du så indendørs og holder dem der, indtil den optimale temperatur er til stede.
  • Jorden kan også blive for varm. Det gælder blandt andet for salat, hvor temperaturen ikke må overstige 22 grader.

Du skal desuden være klar over, at frø har forskellig spiringstid. Den kan variere alt efter, hvor tidligt du sår. Persille kan være op til 28 dage om at spire ved tidlig udsåning, mens den kan spire på blot 12-14 dage ved højere temperaturer.

Regnvejr er godt

Når du sår eller prikler dine afgrøder ud, er det vigtigt, at jorden ikke udtørrer, og at solen ikke bager ned de første dage. Bedst er det, hvis vejrudsigten lover regn dagene derpå.

Glæd dig til Cph Garden

Fra 21. til 25. juni inviterer Haveselskabet sammen med Silvan til stort haveshow i Valbyparken. Meld dig ind i Haveselskabet og få billetten til halv pris.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet