Gå til hovedindhold
Foto: Niels Skjøldberg
Foto: Niels Skjøldberg
Artikel - Sådan gør du

Sådan anlægger du et rododendronbed

Her får du rododendron ekspert Niels Skjøldbergs guide til at anlægge et surbundsbed til rododendron i haven.
Niels Skjøldberg - 
08. maj 2018

I denne artikel vil rododendronekspert Niels Skjøldberg forsøge at overbevise alle skeptikere om, at surbundsbedet ikke kræver den store videregående uddannelse. Blot du opfylder nogle få, men vigtige krav ved etableringen, går det nemt med at anlægge bedet - og når først det er anlagt, har du havens nemmeste bed.

Placering af bedet

Den ideelle plads til rododendronbedet har masser af sol og lys. Størstedelen af rododendronarterne kommer nemlig fra bjergegne, hvor der normalt ikke skygge. Så det er altså en gammel skrøne, at rododendron skal plantes i skyggen. Sol en stor del af dagen er altså bedst, men heldigvis tåler de fleste rododendron også en del skygge.

Når bedets placering er fundet, er det en rigtig god idé at mærke bedets yderkanter op. Det kan gøres med en vandslange. Den kan man nemt justere på, og dermed ændre bedets facon og størrelse. Lav ikke bedet for småt – giv hellere lidt mere plads til hver enkelt plante, så udvikler de sig smukkest.

Hævet bed til hækbeplantning. Foto: Niels Skjøldberg

Rododendron som afskærmning

Høje rododendron er gode at bruge som afskærmning mod indsyn fra vejen eller naboen. Bedet skal i dette tilfælde have en vis bredde med god plads til på begge sider, da de store planter bliver ret bredde. 

Til en egentlig hækbeplantning er et hævet bed velegnet. Det kan opbygges med tørveblokke (klyner). Også her skal der være god plads til begge sider, så hækken kan vokse sig smuk og frodig.

Rododendron ved terrassen

Et rododendronbed kan også placeres ved terrassen eller foran vinduer, men her skal man vælge lave sorter af rododendron, dværgrododendron eller stedsegrønne japanske azalea.

Mellem terrassen og haven er det smalle bed tilplantet med tætte, lave ’Diamant’ azalea. Foto: Niels Skjøldberg

Rododendronbed i dybden eller højden

Nu skal du beslutte, om bedet skal udgraves i dybden. Eller om det skal være et højbed, som anlægges ovenpå den eksisterende jord?

Et udgravet bed skal have en dybde på ca. 40 cm. Rododendronrødder vokser stort set ikke i dybden, men i langsomt tempo til siderne. Der skal være plads til ca. 10 cm spagnum under rodklumpen. 

Et højbed er meget nemmere at anlægge, da du slipper for at grave jord væk – og flytte den. I stedet placerer du bedet ovenpå den eksisterende jord. Jorddybden i højbedet - eller højden om man vil - skal være den samme som ved udgravning, altså ca. 40 cm.

Højbedets kanter kan bestå af natursten, støbte sten, brosten, klyner, rafter eller andet fast materiale. 

En kombination af højbed og udgravet bed kan naturligvis også lade sig gøre. Bedets totale dybde, de ca. 40 cm er det vigtigste. 

Anlæg af nyt rododendronbed i Haveselskabets Have. Foto: Jesper Carl Corfitzen

Plantning af en enkelt eller få rododendron

Hvis du blot ønsker at plante en enkelt eller nogle få rododendron i et bed, der ikke er opbygget som et rent surbundsbede, kan det også godt lade sig gøre. 

Sørg blot for, at der er mindst 10 cm grov spagnum i bunden af plantehullet, og mindst 20 cm plads rundt om hele rodklumpen. Ved større planter gerne mere. 

Undgå at lægge en dug i bunden af bedet

Det kan ikke anbefales at lægge fiberdug, plastikdug med drænhuller eller andre lignende materialer, i bunden af bedet eller hullet til rododendron. 

Når spagnummen i årenes løb bliver trykket sammen og de tætte rødder vokser helt ned til fiberdugen, risikerer man nemlig, at bedet bliver til et bassin med stående vand, og det bryder rododendron sig ikke om.

Hvis det i sjældne tilfælde er nødvendigt at udlægge et egentligt drænlag i rododendronbedets bund, kan man bruge små skærver, gamle murstensbrud, havefliser i bunden. Herefter lægger man spagnummen direkte ovenpå. I de tilfælde er det bedst at anlægge et højbed.

Dværgrododendron, Rhododendron impeditum, mellem sten i forkant af surbundsbed. Den bliver dækket med lys blålilla blomster, og har efterfølgende en smuk turkisgrøn tilvækst. Omkring den vokser forskellige lave bregner og tyttebær. Foto: Niels Skjøldberg

Valg af størrelse på rododendron

Den vigtigste beslutning er valget af planter. Her er det vigtigt at have for øje, hvor store planterne bliver på sigt. 

Storbladede rododendron bliver mellem 1,5 og 2,0 m høje på 10-15 år og mindst lige så brede. De skal altså ikke plantes foran husets vinduer, selv om de ved anskaffelsen ser nok så flotte ud til formålet. 

Storbladede rododendron er egnede som baggrundsplanter, hækplanter eller som planter til opdeling af grunden, læplanter eller lign. formål. 

Der findes også mellemstore typer, der har en mere beskeden vækst.

Lave rododendronsorter med små blade er velegnede ved terrasser, indgangspartier og smalle bede. 

Bunddækkende rododendron bliver mellem 10-25 cm høje, men ret brede, og vokser helt fladt over jorden. De kan bl.a. anvendes i kanten af surbundsbedet. 

Er man i tvivl om, hvilke planter man skal vælge, er det en god idé at opsøge en planteskole med et godt udvalg og kendskab til rododendron. 

Et medbragt billede af det tomme bed samt bedets mål, kan være en stor hjælp for gartneren, der skal rådgive. 

Et stort farvestrålende bed tilplantet med rododendron og løvfældende azalea. De store er sat bag i bedet, mellemstore foran og helt lave i forgrunden. Foto: Niels Skjøldberg

Valg af farver

Rododendron findes i dag i næsten alle farver. Gule, orange og cremefarvede vinder indpas sammen med dyb lilla og violette. Hvide, rosa og røde findes i utrolig mange variationer. 

Vær også opmærksom på de meget forskellige løvtyper. Løvet er der jo året rundt og er derfor med til at give bedet karakter uden for blomstringstiden. 

Glem ikke de smukke Azalea. De blomstrer tit senere, har kraftigere farver og fantastisk smukke løvfarver i efteråret, og så findes der en hel del Azalea med duft.

Azalea er løvfældende, men det betyder intet, når de enkeltvist indgår mellem andre stedsegrønne. Plant fx 1 azalea pr. 5-8 stedsegrønne rododendron. Så vil bedet stadig give et samlet indtryk af at være stedsegrønt om vinteren. 

Rododendron med smukt løv. Foto: Jesper Carl Corfitzen

Hvor tæt skal der plantes?

De fleste planter alt for tæt! Storbladede sorter bør plantes med mindst en meters afstand. De vokser 15-20 cm om året, så to planter fylder altså tilsammen 30-40 cm mere allerede efter det første år. Mere langsomt voksende sorter kan naturligvis plantes tættere. 

Ofte er planteafstanden et kompromis. Du må tage stilling til, om du helst vil have, at bedet hurtigt ”vokser sammen” og dækker al jorden. Eller om du vil plante med større afstand og så leve med, at der går nogle år, før planterne fylder deres plads ud. Til gengæld har de så bedre mulighed for at udvikle sig harmonisk, fordi de har plads omkring sig.

Nu skal det med afstanden ikke gøres til et problem. Rododendron kan sagtens vokse tæt sammen - især de småbladede typer trives godt med et tæt naboskab. 

Skulle man få plantet for tæt, er det ikke noget større problem, for rododendron kan altid flyttes. Det er en af de store fordele ved deres "overfladiske" rodsystem med den tætte rodklump uden lange trævlerødder. 

Storbladede sorter, som er sammenvokset, bør dog skilles ad i tide, for at bevare den tætte runde og harmoniske facon.

 Foto: Jesper Carl Corfitzen

Andre planter i surbundsbedet?

Du skal også tage stilling til, om der skal være plads til andre surbundsplanter end rododendron i bedet.

Det er ikke kun rododendron og azalea, der kan plantes i et surbundsbed. Lyng, primula, påskeliljer, hosta, bregner, hortensia, mange prydgræsser og en uendelig liste andre planter føler sig hjemme i surbundsbedet, og beriger det hele året rundt.

Sådan planter du

De fleste planter købes i dag i potter, men nogle fås også som klumpplanter eller barrodsplanter. Det er vigtigt at stille barrodsplanter i skyggen, indtil de skal plantes. 

Når planterne er hjembragt fra planteskolen, placeres de i ind i bedet efter den plan, du har lagt. Nu kan de flyttes lidt rundt, indtil de størrelsesmæssigt og pladsmæssigt klæder hinanden. 

Planterne sættes på plads i bedet. Til venstre og i baggrunden er de største sorter placeret. Foto: Niels Skjøldberg

Det er mest harmonisk at placere de store i midten eller bagtil, de mellemstore og små ud mod siderne og de bunddækkende langs kanten - eller måske som en gruppe, der strækker sig ind i bedet.  

Plantningen er nem, hvis hele bedet er anlagt med spagnum. Du kan nemlig grave i den løse spagnum med hænderne. 

Tag planten ud af potten, og plant den, så den står i nøjagtigt samme dybde i bedet, som den stod i potten. Du må ikke plante den dybere. Det betyder, at store planter på den måde har mindre spagnum under roden, mens de små har langt mere.

Du kan udnytte dette ved at lade laget af spagnum være dybest i midten og bagtil,  hvor du planter de store planter. Langs kanten, hvor du planter lave rododendron, behøver laget ikke at være helt så dybt.

Sådan sparer du på spagnummen

Det er svært helt at undvære spagnum i rododendronbedet med mindre de naturlige jordforhold er helt optimale. Rododendron kræver nemlig en sur, luftig og fugtig jord for at trives.

For at spare på spagnummen kan du blande den med gamle gran- og fyrrenåle (op til 20 %). Læs mere her:  Alternativer til spagnum - hvilken jord til hvad?

Den bageste del af bedet mod hegnet er hævet. Detaljen med den lille gennemgang gør det nemt at komme om på bagsiden -  både for vedligehold af bedet og hegnet. Foto: Niels Skjøldberg.

9 gode råd, når du anlægger et rododendronbed

1) Opbevar planten i skyggen, indtil den skal plantes. Lad planten stå i plastpotten, indtil plantehullet er klart. Skal planten først plantes om nogle dage, skal den enten opbevares i sin plastpotte, eller plantes i et midlertidigt hul, hvis der er tale om en klumpplante. Husk i begge tilfælde at vande.

2) Plant rododendron i grov ugødet spagnum med pH-værdi ca. 4,0. Som tommelfingerregel skal du bruge 150 l (½ stor balle) spagnum pr. plante. Undgå at anvende kompost, som kan være for kraftig for plantens sarte rodnet.

3) Plantehullet skal være ca. 10 cm dybere end plantens rodklump og ca. 20 cm. bredere hele vejen rundt om rodklumpen. Endnu bredere ved store planter.

4) Sørg for, at spagnummen er gennemvandet grundigt, inden planten placeres i plantehullet. 

5) Anbring aldrig rododendron dybere i plantehullet, end den var plantet i potten. Det er nemt at se på rodklumpens faste overflade.

6) Pres den våde spagnum fast omkring rodklumpen med hænderne, så planten står fast i hullet. Ikke noget med at trampe med fødderne!. 

7) Undlad at anvende barkflis til afdækning af bedet. Flisen forhindrer den nødvendige luftadgang til rødderne.

8) Rododendron skal vandes straks efter plantningen, også selv om spagnummen er gennemvåd. I starten skal der vandes ofte, også i perioder uden sol.

9) Anvend kun gødning efter pakningens anvisning. 

Pasning af rododendron

Læs om pasning af rododendron her: Guide til dyrkning af rododendron

Forslag til gode rododendron

Her er kun et meget lille udvalg blandt de mange arter og sorter. De kan alle købes i Danmark. Billeder kan nemt findes på nettet.

Store rododendron – velegnede til baggrundsplantning eller hæk:

  • ‘Catawbiense Abum’
  • ‘Catawbiense Grandiflorum’
  • ’Dufthecke’
  • ‘English Roseum’
  • ‘Grafitto’
  • ’Karl Naue’
  • ’Old Port’ 
  • ’Onkel Dines’

Mellemhøje rododendron – velegnede i sol eller halvskygge:

  • ’Gartendirektor Rieger’
  • ’August Lamken’
  • ’Blue Bell’
  • ’Erato’
  • ’Eskimo’
  • ’Hans Hachmann’
  • ‘Jacksonii
  • ’Metallica’
  • ’Constanze’
  • ’Polarnacht’
  • ’Rabatz’
  • ’Blue Boy’ 

Mellemlave rododendron – velegnede i sol eller halvskygge:

  • ’Belkanto’
  • ’Goldbukett’
  • ’Helen Martin’
  • ’Snehvide’
  • ’Bow Bells’
  • ’Brasilia’
  • ’Orakel’
  • ’Picobello’

Lavere rododendron til fuld sol ved terrasser og gangarealer:

  • Mange Rhododendron yakushimanum hybrider bl.a. ’Edelweiss’
  • ’Wanna Bee’
  • ’September Red’
  • ’Dr. Ernst Schäle’
  • ’Sunfire’
  • ’Tibet’
  • ’Molly Ann’

Lave rodododendron – til forkant eller terrasse:

  • ’Kermesina’
  • ’Diamant’
  • ’Königstein’
  • ’Maischnee’
  • ’Maruschka’
  • ’Bloombux’
  • ’Princess Anne’
  • ’Gristede’
  • ’Ramapo’
  • ’Rosebud’

Krybende rododendron – til bunddække og lave forkanter:

  • ’Wombat’
  • ’Panda’
  • ’Drapa’
  • ’Squirrel’
  • ’Feenkissen’ 

Rododendron med særligt løv  - sætter præg på bedet året rundt:

  • ’Graziella’
  • Rhododendron bureavii
  • Rhododendron makinoi
  • Rhododendron callimorphum
  • Rhododendron yakushimanum ’Schneekissen’

Løvfældende azalea med stærke farver (bedst i fuld sol):

  • ’Feuerwerk’
  • ’Gibraltar’
  • ’Homebush’
  • ’Persil’
  • ’Klondyke’

Løvfældende azalea med duft (bedst i fuld sol):

  • Rhododendron luteum
  • Rhododendron prinophyllum
  • Rhododendron viscosum 
  • Rhododendron arborescens
  • Rhododendron prunifolium

Om Niels Skjøldberg

Rododendronekspert Niels Skjøldberg er forfatter, foredragsholder og havedesigner. Han er tilknyttet Aldershvile Planteskole i Bagsværd som konsulent. Du kan følge Niels Skjøldberg på bloggen her
 

Bliv medlem af Haveselskabet

Få rådgivning, magasinet HAVEN og masser af haveglæde. Bliv medlem i 6 måneder og få en lækker havehåndcreme med som velkomstgave. Din pris: 345 kr.