Gå til hovedindhold
Løg. Foto: Karna Maj
Løg. Foto: Karna Maj
Artikel - Sådan gør du

Sådan dyrker du løg fra stikløg

Den letteste måde at dyrke løg på er at sætte stikløg i april. Det giver tidlige løg, som også kan gemmes til vinterbrug.
Karna Maj - 
tor. 6. apr. kl 11:07

Vores almindelige spiseløg hedder kepaløg, Allium cepa, og er en meget gammel kulturplante. Planten er toårig: Frøene spirer i foråret, danner om sommeren et løg, som efter at have været udsat for en kuldeperiode blomstrer og sætter frø i plantens andet leveår. 

Så eller sætte løg

Der er to måder at dyrke løg på. Du kan så løg fra frø, eller du kan købe stikløg – også kaldet sætteløg.

  • At så løg fra frø er en lidt omstændelig proces. Det er bedst at forkultivere ved at så frøene inde allerede i februar.
     
  • At sætte stikløg er både hurtigere og lettere, og du får tidligere løg end ved at så. Ulemperne er, at stikløgene har en lidt kortere holdbarhed, de er dyrere end at så frø, og der er færre sorter til rådighed som stikløg. 

De små stikløg af zittauerløg er dyrket året før. Her i en virkelig fin kvalitet. Foto: Karna Maj.

Hvad er et stikløg?

Med stikløg snyder vi naturen. Løgene til stikløg bliver dyrket året før i en meget tæt bestand, så løgene bliver små. Derefter opbevares de vinteren over meget varmt, så de ikke får en kuldeperiode.

Det betyder, at når vi sætter dem i foråret, vokser de videre og udvikler sig i løbet af ca. 3 måneder til store spiseløg. 

Løg trives godt i højbede, når blot bedet holdes fugtigt. Der bliver lidt trængsel med bønner i bedet også. Man kunne i stedet for have ventet og plantet et hold bønner efter løghøst. Foto: Karna Maj.

Hvilken slags løg vil du dyrke?

Løg kan være hvidlige, gule elle røde, og de kan være runde, fladrunde, højrunde eller ovale. Mere aflange løg kaldes for bananløg. 

Rødløg: 

Gode sorter er:

  • Red Baron
  • Csardas
  • Kamal

Gule løg: 

Kaldes også zittauerløg, og ofte er der ikke sortsnavn på små poser. Gode sorter er:

  • Sturon
  • Cupido
  • Rijnsburger
  • Stuttgarter Riesen
  • Jet Set
  • Vinterstikløg: Radar

Forskellige slags løg hænger til tørre under et tagudhæng. Foto: Karna Maj.

Salatløg: 

Hvide, hurtigudviklende løg. Sorten 'Snowball' smager ret kraftig og er lidt hård. 

Bananløg: 

Det er vigtigt at skelne disse aflange kepaløg fra bananskalotteløg. Sort: Bamberger.

Når man sætter ét skalotteløg, deler det sig og danner en klynge af løg. Stort sætteløg giver mange mindre løg, et lille sætteløg giver større, men få løg. Foto: Karna Maj.

Skalotteløg: 

Er en underart af kepaløg med lidt mildere smag. De dyrkes næsten på samme måde, men et løg bliver til 3-10 mindre løg.

Det er løg fra sidste års høst, der bruges til at sætte.

Gode sorter: 

  • Golden Gourmet
  • Red Sun
  • Jermor (bananskalotteløg)

Det skal du overveje, når du køber stikløg

Størrelse: 

Store stikløg i str. 2 er dyrere i indkøb og bruges til de tidligste løg. De store har tendens til gå i stok og dele sig, men det betyder ikke så meget som friske løg. 

Mindre stikløg i str. 3 og 4 giver lige stå store løg, men er lidt langsommere til at komme i vækst. De små løg er en mere økonomisk løsning.

Antal stikløg:

Stikløg sættes med 15-20 stk pr. m. Hvis du kender løgstørrelsen, kan du beregne, hvor mange gram, du skal købe:

  • Str. 2 (22-26 mm): Ca. 135 stk/kg.
  • Str. 3 (5-22 mm): Ca. 250 stk/kg.
  • Str. 4 (10-15 mm): Ca. 550 stk/kg.

Kvalitet: 

Kvaliteten af stikløg kan være ret svingende. Du må derfor regne med et vist spild. Kun faste og gode løg bør sættes. Kassér spirede løg, da den tidlige spiring kan skyldes løgskimmel. Stikløg skal opbevares varmt, indtil de skal sættes, så de ikke spirer inden sætning. Åbn poserne. 

Spirede løg og ikke faste løg bør kasseres. Foto: Karna Maj.

Sådan sætter du stikløg

Stikløg kan dyrkes på alle slags jorde, men trives bedst i fuld sol. Da løg kun har en roddybde 20-30 cm, er det vigtigt, at jorden ikke tørrer ud, og at næringsstofferne er tilgængelige i de øverste 20 cm.

Gødning

Løg har brug for 140-165 g kvælstof pr. 10 kvadratmeter - mindst på lerjord, mest på sandjord.

Hvis du har adgang til en godt omsat kompost, kan du udbringe den på hele arealet, eller anbringe den i de render, som løgene sættes i. Løg bør ikke gødes med frisk husdyrgødning. 

Gulerod og løg i blandingskultur giver  god plads til gulerødderne efter løghøst. Foto: Karna Maj.

Sædskifte og plantepartnere

Der skal være mindst 4 år mellem, at du dyrker løg og porrer på samme areal. 

Løg trives godt sammen med vintergulerødder, pastinak og persillerod, som har en langsommere udvikling. Dyrker du løg og rodfrugter i hver anden række, får rodfrugterne ekstra god plads til at udvikle sig på, når løgene tages op i løbet af sommeren.

Hvor tidligt kan jeg sætte stikløg?

Stikløgene kan sættes i løbet af april. Tidspunktet afhænger af det aktuelle vejr, da der er større risiko for, at løgene går i stok, hvis de udsættes for en kold periode med nattefrost, efter at de er sat. Dæk evt. med fiberdug ved tidlig sætning.

Sæt fx en lille række først i april af store stikløg til tidlig høst, men vent med at sætte de løg, du vil gemme, til midt i april. Hvis du venter med at sætte til sidst i april, bliver udbyttet mindre. 

Vinterstikløg er hårdføre sorter af kepaløg, som kan sættes omkring 1. oktober til overvintring på friland. Det giver tidlige løg fra midt i maj. I hårde vintre kan en del af de satte løg gå til.

Løgene sættes her i riller, så de efter tildækning har løgspidsen lige over jordoverfladen. Foto: Karna Maj.

Plantetæthed og plantedybde

Sætteløg skal sættes så dybt, at spidsen af løgene lige stikker op over jordoverfladen. Jorden skal trykkes fast til omkring løget.

  • Plantetætheden i rækkerne er normalt 15-20 løg pr. meter. Skalotteløg sættes med 12-15 cm afstand i rækken.
  • Rækkeafstanden er 30-50 cm, dvs. 3-4 rækker på et 120 cm bredt bed. 

Har du problemer med løgskimmel, har du god plads i haven eller ønsker du meget store løg, kan 50 cm anbefales. 

Har du købt for mange stikløg, kan du sætte dem tættere og med mindre rækkeafstand. Det vil give mange mindre løg. Meget store løg får du ved 10 cm afstand i rækken. 

Man kan hakke ukrudtet mellem rækkerne, men inde i rækkerne er det ofte nødvendigt at håndluge. Foto: Karna Maj.

Lugning og vanding

Løg tåler ikke konkurrence fra ukrudt, så derfor skal løgbedet holdes helt fri for ukrudt frem til først i juli. Pas på ikke at knække de lidt skøre løgblade.

Løgplanten over jorden vokser frem til omkring sankthans, hvor løgdannelsen starter. I vækstfasen i maj og juni må løg ikke mangle vand. 

Høst og opbevaring

Det er dejligt at kunne hente friske nye løg ude i haven. Høst evt. hvert andet løg i rækken til frisk forbrug, så de tilbageværende får mere plads frem til høst.

Løgene skal hives op, når løghalsen bliver blød, og løgtoppen lægger sig ned. Foto: Karna Maj.

Optagning

Løgene er klar til høst, når løgtoppen bliver blød i skaftet og lægger sig ned. Når godt halvdelen af løgene har lagt sig, trækkes alle løgene op og lægges til tørring i en uges tid på jorden. Toppen må ikke fjernes. 

Optagningen skal ske i en tør periode. Er sommeren regnfuld, kan det være nødvendigt med det samme at lægge dem til tørre et luftigt og tørt sted, f.eks. på en ramme med kyllingenet under et halvtag.

Vejrudsigten er sol og ingen nedbør, så løgene er blevet lagt til tørre i løgbedet. Foto: Karna Maj.

Tørring og opbevaring

Løgene skal lægges eller hænges til tørre i mange uger, inden de er tørre nok til at kunne holde sig hele vinteren. Meget store løg er vanskelige at tørre godt nok. 

Løg kan hænges til tørre på et stativ, som let kan etableres med lægter lagt op på to bukke. Foto: Karna Maj.

Når top og løg er tørre, kan noget af toppen og evt. løse løgskæl fjernes. Toppen må stadig ikke klippes af. 

Løgene placeres i net eller flade kasser et køligt sted. De holder sig bedst ved 0 grader og tåler let nattefrost. Fjern løbende rådnende løg i løbet af vinteren. 

Skadedyr i løg

Skadedyr er normalt ikke et stort problem i løg, men løg kan blive angrebet af løgfluens larve. Løgfluen lægger æg fra maj til juli. Larver trænger ind i planten og kan ødelægge den helt.

Andre skadedyr er:

  • Knoporme
  • Trips
  • Stængelnematoder

Rødløgene er voldsomt angrebet af løgskimmel. De yderste løgskæl er helt vanddrukne og i opløsning. Foto: Karna Maj.

Løgskimmel

Der findes flere typer af skimmel, som kan angribe løgene og resultere i for tidlig nedvisning og nedsat holdbarhed.

Løgskimmel kan brede sig næsten eksplosivt midt på sommeren i perioder med meget høj luftfugtighed om natten. Første tegn er et hvidligt/violet skær på bladene, og derefter begynder skudspidserne på ældre blade at blive brune og vanddrukne i fugtigt vejr. Bladene visner, og løgene kan evt. blive helt ødelagte.

Hvis løgene er voldsomt angrebet af løgskimmel, er det nødvendigt at fjerne det angrebne nede omkring løghals og selve løget. Løgene skal efterfølgende tørres omhyggeligt.

 Her er de købte sætteløg af skalotteløg helt tydeligt inficeret med skimmel, og ikke engang de pæne af dem bør bruges. De bør returneres til butikken. Foto: Karna Maj.

Smitten kommer fra overvintrende løg, inficerede sætteløg eller inficerede planterester i jorden.  

Gode råd mod løgskimmel:

  • Anvend varmebehandlede sætteløg, og sæt kun de sundt udseende løg. Såede løg er fra start sundere, men kan inficeres fra jord eller andre dyrkede løg.
     
  • Dyrk i fuld sol. 
     
  • Overhold sædskiftet med mindst 4 år imellem, at du dyrker løg og porrer på samme areal.
     
  • Sørg for godt luftskifte mellem løgene ved at øge rækkeafstanden. 
     
  • Fjern inficeret plantemateriale fra haven. 
     
  • Tørringen skal være ekstra omhyggelig. Fjern alt, som ser angrebet ud inden tørring.

Bliv medlem af Haveselskabet

Få 5 numre af HAVEN, gratis rådgivning, aktuelle medlemstilbud og mange andre medlemsfordele for kun 325 kr.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet