fbpx Sådan får du en lille have til at virke større | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Lille have opdelt i flere rum.
Haven vil virke større, hvis den opdeles i flere mindre rum. Foto: Ann Malmgren
Artikel for alle

Sådan får du en lille have til at virke større

Vi har fået havearkitektens 5 bedste tricks til at få en lille have til at virke større.
Morten Linnemann - 
02. marts 2016

”En have virker mindst, når den er tom, fx når den bare er en stor græsplæne. Derfor handler det om at fylde noget ind i den”. Sådan siger havearkitekt Hanne Lynge Jacobsen fra Havearkitektgruppen, der her kommer med 5 tricks til at få en lille have til at virke større:

1) Skab dybde i haven

Selvom haven er lille, skal der være noget både i forgrunden, mellemgrunden og baggrunden. Det giver en fornemmelse af dybde og dermed en følelse af afstand. Hvis haven kun er en græsplæne uden planter, virker den lille. 

Øjet har brug for noget tæt på og længere væk for at kunne fornemme dybden af haven.

2) Langt kig

Skab en linje ned til bunden af haven, som giver et langt kig. Det lange kig kan forstærkes ved at lade en smal sti følge linjen ned til bunden – jo smallere stien er, jo længere virker haven.

Slut kigget af med et fokuspunkt, fx en havebænk, men i den lille have må bænken ikke være for stor, for det vil få haven til at virke mindre. Et andet trick er at indramme det lange kig med træer, hække eller hegn, der understreger dybden i det lange kig.

3) Snyd øjet

Hvis du laver en sti ned mod bunden af haven, kan du få stien til at virke længere, hvis du gradvist gør stien smallere. Det snyder øjet til at tro, at den er længere, og at haven dermed er større.

4) Træer man kan kigge under

En god måde at få haven til at virke større er at plante træer i den. Selvom haven er lille, må der godt være træer, der er flere meter høje.

Et vigtigt trick er, at man skal kunne kigge under træets krone og videre ind i haven. Det giver en fornemmelse af, at haven er dybere. At opstamme et træ, så man kan kigge under dets krone, kan være en måde at opnå denne effekt.

5) Opdel i rum

Hvis haven er ét stort rum uden opdeling, ser man alt på én gang, og det giver en fornemmelse af, at haven ikke rummer mange oplevelser. Haven vil virke større, hvis den opdeles i flere mindre rum, fx adskilt af smalle hække, så man får lyst til at gå videre på opdagelse og se, hvad der gemmer sig i de forskellige rum eller bag det næste hjørne.

Rum kan også skabes med espalier, der ikke lukker helt af for kig ind i det næste rum. Sørg for en vis forbindelse fra rum til rum. Man må gerne kunne se fra det ene rum til det næste, bare alt i haven ikke ses på én gang.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.