Gå til hovedindhold
Foto: Istockphoto/MariuszBach
Artikel for alle

Sådan gør du din have ubeboelig for insekter

Biodiversitet!? Er det nu ikke bare en fjollet tendens i tiden? Sådan sikrer du dig imod, at insekter flytter ind i din have.
Morten Linnemann. Kilder: Hans Henrik Bruun, biolog og lektor ved Københavns Universitet og Rie Birk Lauridsen, rådgiver Haveselskabet - 
10. marts 2020

Medierne har været fulde af historier om nedgang i antallet af sommerfugle, vilde bier og andre insekter. Men hvad skal du som haveejer med alt det krible-krable? Nej vel. For en sikkerheds skyld må du hellere sørge for at indrette din have, så insekterne ikke har en chance for at få fodfæste. Her er hvad du skal gøre.

 

1. Hav så meget græsplæne som muligt.

En almindelig græsplæne, der bliver klippet jævnligt, er som en ørken for insekter og tilbyder hverken mad eller levesteder. Hvis du dækker hele haven med veltrimmet græsplæne, sikrer du dig imod liv i haven.

2. Lug alle ukrudtsplanter væk

Planter, som vi opfatter som ukrudt, fx vorterod, løgkarse, brunelle, kløver, smørblomst og sneglebælg er værdifulde for insekterne. Selv bare et lille hjørne af haven, hvor ukrudtet får lov at vokse op, kan være til nytte for insekterne, så det gælder om at være konsekvent og få ukrudtet fjernet, så snart det dukker op.

 

3. Fjern alt dødt træ fra haven

Mange af havens dyr – ikke kun insekterne – har brug for dødt træ. En gammel træstamme, en grenbunke eller en brændestabel er fortrinlige levesteder for smådyr, fx bier, biller og tusindben. Det er naturens eget insekthotel. Og det går naturligvis ikke. Det gælder derfor om at fjerne alt dødt træ fra grunden eller hakke det omhyggeligt til flis, som du lægger om hække og buske – så sikrer du dig samtidig imod, at jordboende bier flytter ind i den bare jord her.

 

4. Hav så få blomstrende planter som muligt

Mange blomstrende planter tilbyder pollen og nektar til insekter, og det gælder selvfølgelig om at have så få af disse i haven som muligt. Dog kan man måske slippe af sted med at plante forædlede planter, fx visse roser og georginer med helt fyldte blomster, som er formet på en sådan måde, at insekterne ikke kan komme ind til de gode sager. De må så flyve videre med tomme maver. Sørg også for at klippe blomstrende hække og buske, så snart blomsterne viser sig.

Selvom du følger disse råd, kan du godt risikere, at enkelte insekter finder vej til din have. Derfor anbefaler vi, at du går en runde med fluesmækkeren hver dag, og slår til alt, hvad der rør sig. Det giver samtidig god motion.

 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.