Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Foto: Flickr
Artikel - Sådan gør du

Sådan dyrker du æbler i haven

Æbletræer kan plantes på stort alle jordtyper. Få gode råd om, hvordan du dyrker æbler.
Laila Sølager - 
20. august 2009

Æbletræer kan plantes på stort alle jordtyper. Men træerne trives ikke, hvis jorden er for fugtigt i den øverste meter. Det samme gælder, hvis træerne plantes, hvor andre kernefrugttræer for nylig er fjernet – kernefrugttræer er æbler, pærer og paradisæbler.

Æblehøsten og træets vækstform bliver bedst, hvis der er sol og læ, og så er det er krav, at der er andre æblesorter i nærheden, så bierne kan hente fremmed pollen.

Plant om efteråret

Efteråret er det bedste tidspunkt at plante æbletræer. Rødderne kan nå at etablere sig, og træet kommer bedre fra start det følgende forår. I de første 4-5 år er det vigtigt, at træet ikke tørster. Er der en lang periode uden tilstrækkelig regn, skal de unge træer vandes – helst inden jorden er tørret for meget ud.

De unge træer skal også have lidt gødning. Det må gerne være kompost, der bredes ud i et tyndt lag (2-3 cm) på jorden omkring stammen i april. Især på sandjord er det også godt at give en håndfuld kalk omkring stammen hvert 3.-4. år.

Det er vigtigt at holde jorden omkring stammen fri for græs og ukrudt i de første år. Særligt i forår og forsommer, hvor træet skal bruge vand og næring fra jorden for at vokse.

Når træerne er blevet 5-7 år gamle, er deres rødder nået så langt ned i jorden, at det ikke længere er nødvendigt at give vand og gødning. Det betyder heller ikke noget, at græsset breder sig til stammen.

Æbleespalier. Foto: Laila Sølager

Beskæring og formning

Der er sagt og skrevet meget om beskæring af æbletræer. Så meget, at mange er tilbageholdende med selv at klippe eller save. Men du kan altså ikke gøre noget så galt, at træet dør. Bare du nøjes med at skære maksimalt 1/3 del af træets samlede grenmasse væk.

Beskæringen giver træet en god form eller lys og luft til de æbler, der bliver dårligt udviklede på grund af for trange og mørke forhold. Prøv dig frem og vær klar over, at du kan beskære både om sommeren og om vinteren.

Sommerbeskæring giver kun meget lidt nyvækst det efterfølgende år og er derfor velegnet, hvis træet er for stort. Sårene heler hurtigt i varmt og tørt vejr.

Vinterbeskæring giver bedre arbejdsbetingelser, fordi det er lettere at se, hvor du klipper/saver. Det giver nye lange skud til foråret, hvilket kan være meget godt, hvis træet ikke rigtigt vokser mere.

Sårene heler bedst uden angreb af svampesygdomme, hvis vejret er tørt og køligt (men ikke frost).

Kræft i æbletræer

Specielt i de første år er det vigtigt, at æbletræet ikke bliver angrebet af bakteriekræft. Træerne får brune, indfaldne områder - ofte med ringe omkring det indfaldne sted. De sidder tit rundt om døde stabbe, frugtsporer eller andre døde partier, men kan så brede sig videre i det sunde væv.

Nye årsskud kan også angribes, så de hurtigt visner ned. Det begynder i toppen, og derefter breder de visne blade og barkområder sig nedad.

Bliver et ungt træ (under 7 år) angrebet, er det vigtigt at skære alt det syge bort og klippe helt ned til frisk ved, hvor saften er synlig i de inderste lag af barken. Et sår på en gren kan skrabes ren med en skarp kniv.

Sørg for at rense knive og sakse for at undgå smitte, før du går videre til det næste træ. Redskaberne bør renses med atamon. Klorin kan også bruges, men da det er et uønsket stof i vore omgivelser, bør det kun bruges, hvis du ikke har andet.

Sunde og gode æblesorter til haven

Sommeræbler:

  • ’Discovery’
  • ’Rød Ananas’
  • ’Retina’

Efterårsæbler:

  • ’Ahrista’
  • ’Redfree’
  • ’Guldborg’
  • ’James Grieve’
  • ’Aroma’
  • ’Rød Aroma’
  • ’Filippa’
  • ’Topaz’
  • ’Elstar’

Gemmeæbler (madæbler):

  • ’Rød Ingrid Marie
  • ’Belle de Boskoop’
  • ’Bramley’

Der findes mange sorter af æbler, der er egnet til privat havebrug.

Træets størrelse

Der findes fire forskellige grundstammer, der har betydning for hvor stort eller lille træet bliver:

Vildstamme (også kaldet frøstamme) giver de højeste træer og den seneste bæring. Træet bliver stort og har stor æstetisk værdi både som pryd- og som frugttræ.

Vildstamme bruges, når man ønsker et stort træ eller har let sandjord, hvor alle planter ikke vokser så kraftigt. Svagere voksende sorter som f.eks. ’Discovery’og ’Rød Ananas’ bliver til større og sundere træer, hvis de er podet på vildstamme.

Ikke alle æblesorter fås på vildstamme, men de kan ofte bestilles på planteskolen.

MM106 giver et middelstort træ og er anvendelig i alle haver. Også til espaliering på let jord. Denne grundstamme er den mest udbredte.

M26 er en svagt voksende grundstamme, der bruges til espaliertræer generelt eller vælges, hvis man har kraftig lerjord, hvor mange frugttræer bliver voldsomt store.

M9 er en meget svagtvoksende grundstamme, der kun bruges, hvis man har brug for meget små træer. Enten til meget lave espalier eller til krukker med frugttræer.

Denne type grundstamme får meget tidligt træet til at bære frugt i rigelige mængder i forhold til størrelsen. Det gør træet meget tungt og det skal derfor støttes af en pæl, når det begynder at bære frugt.

 

Bliv medlem af Haveselskabet

For kun 345 kr. får du 5 numre af Danmarks bedste havemagasin HAVEN, gratis rådgivning og mange andre medlemsfordele.