Gå til hovedindhold
Brombær. Foto: Flickr
Brombær. Foto: Flickr
Artikel - Sådan gør du

Sådan dyrker du brombær

Brombær er nemme at dyrke - den tornede slyngplante med de lækre bær vokser så villigt, at den kan blive et problem, hvis man ikke holder øje med den.
Laila Sølager - 
11. juni 2009

Brombær, Rubus fruticosus, giver bær på skuddene, når de er to år gamle. I løbet af sommeren bryder der nye skud frem, som skal bære frugt næste år. Dog skyder planten lige rigeligt af nye skud. Derfor kan du roligt fjerne de fleste i jordhøjde og gemme 3-5 skud pr. plante. Disse skud bindes til et espalier, så de er klar til at blomstre og bære næste år.

Når bærrene er høstet, klipper du alle de skud væk, som har båret frugt. Tilbage står nu de unge skud, som måske lige skal justeres lidt mht. placeringen på espalieret. Det gælder nemlig om at udnytte hele fladen, som brombærrene vokser på, så godt som muligt – jo mere lys og luft, jo bedre smager de. Er de nye skud for lange, kan de kortes ind med saksen.

Brombær. Foto: Flickr

Kræver støtte

Brombær er ikke i stand til at stå på egne ben. Derfor skal de plantes nær en mur eller hegn, hvortil de kan espalieres. I mangel af det kan et stærkt espalier af rionet eller trådhegn være støttepædagog for de lange brombærranker. Med bast, gamle nylonstrømper eller plastklips binder du de lange skud fast til underlaget.

I løbet af sommeren klipper du lystigt i planterne, hver gang et nyt skud forvilder sig for langt væk. Klipper du ikke jævnligt, vokser planten på bare en sommer op til et sandt vildnis.

Kalk og kompost

Giv kalk hvert 4. år og gerne kompost hvert forår. Vand i tørre perioder – også i sensommeren, hvor det godt kan være for tørt til, at produktionen af de sene bær bliver vellykket.

Brombær modner over en lang periode i eftersommeren, så de er dejlige at ha’ i nærheden af hus og have. For det er skønt at plukke brombær hver dag til dagens sunde snack, morgenmadens A38 eller frokostens smoothie.

Brombær er et af de få bær, du kan have i fred for fuglene. Der er faktisk ikke anden konkurrence end den man får fra andre brombær-elskere, når man har fundet et godt brombærkrat i i naturen.

Brombær. Foto: Flickr / Sofia Salom

De vilde er bedst

Der findes flere sorter af brombær, og de vildtvoksende fra skovbrynet eller skråningen kan nemt dyrkes videre på hjemme i haven. En lille stump af roden er tilstrækkeligt til en ny plante. Vælg en med søde bær, og tænk på, at det betyder meget, hvor planten vokser. Jo mere sol, jo sødere brombær.

Planteforædlerne har i årevis arbejdet på at fremavle tornløse planter. Det er selvfølgelig meget praktisk at være fri for de stikkende brombærranker, men indtil videre er det ikke lykkes at frembringe en brombærsort, der smager lige så godt som den vilde art. Til gengæld bærer sorterne af brombær større bær og er nemmere at styre på espaliérne.

Brombær som ukrudt

Brombær kan dukke op som ubudne gæster på steder i haven, hvor opmærksomheden ikke er så stor, og har de først bredt sig som ukrudt, er der kun én ting, der virker: At grave hver eneste lille bitte rod op med greb eller spade, hver gang der viser sig en ny grøn plante. Men på den anden side er brombær også en attraktiv plante at have hjemme bag egen havelåge.

Forskellige sorter

Med torne:

  • ‘Himalaya’ – modner september-oktober. Kraftig smag

Uden torne:

  • ’Black Satin’ – modner september-oktober
  • ‘Loch Ness’ – modner august-september
  • ‘Navaho’ – skal ikke nødvendigvis bindes op – busk på 1,5-2 meters højde. Modner september-oktober
  • ‘Thornfree’ – modner september-oktober
  • ‘Thornless Evergreen’ – modner oktober

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds