Gå til hovedindhold
Foto: Flickr / Frédérique Voisin-Demery
Foto: Flickr / Frédérique Voisin-Demery
Artikel - Sådan gør du

Sådan dyrker du pærer i haven

Pærer er mere varmekrævende end æbler og må derfor plantes, hvor sommeren er lang og lun. Men det kan absolut også lykkes at dyrke perfekte pærer her til lands.
Laila Sølager - 
27. august 2009

Når pærerne er helt modne har de en syrlig sødme, der ikke fås i andre frugter og derfor tilfører de køkkenet og mellemmåltiderne en helt særlig oplevelse. Ikke bare i det søde køkken, men også i selskab med gode oste, i øl, i gryderetter og selvfølgelig i forskellige udgaver som desserter og kager.

Selv om pærerne modner bedst på træet, er der alligevel mange pærer der først modner helt færdigt, når de har stået i en kasse udendørs i nogen tid.

Træerne blomstrer meget tidligt om foråret – før æblerne – og nattefrost på det tidspunkt er som regel skyld i, at mange blomster slet ikke udvikles til frugter.

Det er der råd for. Ved at plante pærer tæt på huse og eller i lune kroge af haven, kan de sarte blomster undgå de laveste temperaturer.

Pærer 'Conference'. Foto: Laila Sølager

Pærer på espalier

Som espalier er pære uovertruffen. Den er nem at styre og forme til et fladt træ, hvor grenene bindes til vandrette rør, stramme wirer eller trælister.

Pæretræer kan variere fra det helt lille espalierede træ på 50 cm til kæmpestore søjleformede træer på 10-15 meters højde. De fritvoksende høje pæretræer er meget smukke og kunne anvendes meget mere som prydtræ i større haver.

Også husmure og espalier er smukke og nyttige, hvis de bliver klædt på med pæretræer, der har yndige blomster i april, dekorative, blanke blade hele sommeren, pærer i sensommeren og smukke efterårsfarver i oktober.

Pæreespalier. - Fotograf: Flickr

Pasning af pærer

Pasningen af pærer begrænser sig til vanding og gødskning med kompost de første 4-5 år. Desuden skal den nødvendige beskæring ske hver vinter og evt. igen om sommeren ligesom hos æbler.

Det er ofte en god ide at udtynde frugterne. Sorten ’Conference’ sætter som regel så mange pærer, at det er nødvendigt at udtynde dem i juni, så de tilbageværende frugter bliver store og saftige. Efter udtyndingen skal der være én pære på hvert kortskud, afstanden mellem dem skal være 10-15 cm.

Sygdomme

De smukke blanke blade skæmmes ofte af små orange pletter, der bliver større og flere i løbet af sommeren. Det er pæregitterrust, der har angrebet træet. En snylter, som skiftevis lever på enebær og på pærer. Er angrebet voldsomt, taber pæretræet bladene tidligt og svækkes.

På lave træer er det forholdsvis nemt at fjerne bladene, når de første orange pletter viser sig. Det reducerer i høj grad angrebets omfang. Fjern bladene hele sommeren, når du ser dem – og smid dem i skraldespanden, så de kommer ud af haven.

Det er nødvendigt for pærer at blive bestøvet med pollen fra en anden pæresort. Sorterne ’Doyenne du Comice’, ’Herrepære’ og ’Clara Frijs’ hører til nogen af de bedste til at bestøve andre, og de smager fantastisk godt.

Pæregitterust giver orangerøde pletter på blade og frugter - Fotograf: Magnus Gammelgaard Nielsen

Gode og nemme pæresorter:

Der findes mange gode pæresorter. Ved at plante flere i samme have får du en lang periode fra sidst i september til december med hjemmeavlede pærer. Er pladsen trang kan du købe pæretræer, hvor to eller tre sorter er podet på det samme træ. Sådan sikrer du god bestøvning og et bredt udvalg af pærer.

  • ‘Clapp’s Favorite’ – ru skind og lidt groftkornet kød, med meget saft og smag. Ikke særlig holdbar. Mellemstort træ med hængende grene.
  • ’Concorde’ – ligner ’Conference’, men glat skind. Saftig, sød og sprød. Opret vækstform – meget frugtbar og sund. God gemmepære.
  • ’Conference’ – ligner nissehuer, ru skind, saftig, fint kød – god holdbarhed. Smal, opretvækst, egnet til espaliering.
  • ’Grev Moltke’ – middelstor frugt, aromatisk, saftigt og næsten smeltende kød. Smagen er sødmefuld og karakteristisk. Mellemstort træ, egnet til espaliering.
  • ’Herrepære’ – mellemstor frugt med fast kød, ved modning smeltende og saftig. Opret, senere bredere vækst, middelstort træ. God estøversort
  • ’Pierre Corneille’ – glat frugt med meget saft. Sød, uden ret meget syre. Svagtvoksende, derfor egnet til espaliering.
  • Mere modtagelige for sygdomme, men delikate sorter:
  • ‘Clara Frijs’ – glat græsgrønt skind, fast, fint kød med behagelig sødme. Bedst som espalieret. God bestøversort.
  • ‘Doyenne du Comice’ – kantet frugt, stor smag, meget saftig og ”smeltende” kød. Stort træ. God bestøversort.

Træets størrelse

Hos pærer er det 3 forskellige grundstammer der afgør træets endelige størrelse:

  • Vildstamme (frøstamme) giver de største træer, men er senere til at give frugt. Efter 5-10 år er pæretræerne dog i god bæring. Denne grundstamme bruges også til træer, der skal vokse i dårlig jord (sandjord). Pæretræer skal aldrig bruges på kold og våd jord. Der kan af og til blive problemer med rodskud omkring roden på pæretræer med denne grundstamme.
  • Kvæde A: Giver middelkraftige træer, der bærer tidligere og mere rigeligt end vildstamme-træer. Ikke alle pærer fås på denne grundstamme da nogle pæresorter ikke kan vokse tilstrækkeligt godt sammen med kvæden i podestedet.
  • Kvæde C: Egner sig som espaliertræ. Træerne bærer rigeligt og tidligere. Grundstammen er mere modtagelig for frost og derfor bedst i milde egne. Heller ikke denne type grundstamme kan vokse sammen med alle pæresorter, derfor er udbuddet begrænset. Det er ofte svært at skaffe træer på denne grundstamme.

Giv dig selv en romantisk gave

Stort tema om romantiske haver. Forkæl dig selv med magasinet HAVEN og få et par rosenhandsker og en håndcreme med som ekstra gave.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds