Gå til hovedindhold
Sankthansurt
Foto: Flickr
Artikel - Gode planter

Sankthansurt i oktober

Sankthansurt giver opmuntring, når resten af haven er ved at gøre klar til vinteren.
Charlotte Bork Høvsgaard - 
tor. 16. okt. kl 12:05

Når kalenderen siger oktober, kan en tur gennem haven være en lidt trist oplevelse. Hostaerne står med gule og slappe blade, lathyrussen har opgivet at blive hængende på sit stativ, roserne er færdige for i år, og bøgen har smidt sine blade og står nøgen mod efterårshimlen. Græsplænen er langhåret og svampet af regnvand. Oktober bringer ingen opmuntring på havefronten.

Og så alligevel. Et sted i haven er der frodighed endnu. I bedet med sankthansurt.

I min have findes sankthansurten i et af rosenbedene, "Ingrid Bergmannbedet," som det hedder her hos os, fordi bedet er struktureret omkring en række Ingrid Bergmannroser. De har selskab af et et par større buske - rosenbrombær, sommerfuglebusk, en duftsnebolle og en stjernetop.

Sankthansurten gør gavn i dette bed hele sæsonen. Fra foråret og henover sommeren står de kødfulde blå-grønne blade smukt sammmen med katteurt, lavendel og roser; bladenes kolde og støvede farve er smuk sammen med de mørkerøde roser, og den giver på den måde næsten samme effekt som fx lammeøre kan give i et rosenbed.

Den fungerer derfor fint i større grupper i staudebede. Den dækker effektivt længe inden blomstring, og den tilfører et bed farve og form. Bladene er runde og kraftige.

God som snitblomst

Fra sidst på sommeren starter blomstringen, og lige nu er sankthansurten i min have stadig i fuld blomst. Blomsternes mørkerøde farve er ubestemmelig. Hverken rød eller lilla, men et sted midt imellem. Sat sammen med fx mørkerøde georginer er den flot.

Sankthansurten gør altså gavn i bedet hele sommersæsonen. En ekstra gevinst er dens evne som snitblomst. Blomsterne står længe, når de plukkes ind, og en buket bliver nemt til potentielle planter, da der hurtigt dannes rødder på stænglerne i vasen. Så når buketten er færdig med at pynte inde, kan den blive til nye planter ude.

Sankthansurt.

Sankthansurt findes i flere farvevarianter fra rødlilla over rosa til hvid. Den frøformeres og kan derudover med held deles om efteråret.

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.