Gå til hovedindhold
Hegn med vedbend
Foto: Ellen Bundgaard
Artikel for alle

Skjul det uskønne hegn med klatreplanter

Ikke alle hegn er lige kønne, selvom maling kan gøre meget. Og selv et pænt hegn bliver kønnere, hvis der kommer noget grønt op foran.
29. september 2010

Når du vælger planter til et hegn, skal du dels se på, hvor meget plads (jord), der er til rådighed, og dels hvor meget lys, der kommer, hvor hegnet står - især foran hegnet. Der skal også gerne kunne komme regn ned, ellers må du hjælpe med vanding.

Når hegnet skal dækkes helt

Hvis hegnet ikke er særlig pænt, men solidt – dvs. ikke tjenlig til udskiftning - kan du gå efter planter, der dækker hegnet helt, så du får en flot grøn væg. Det vil typisk være klatreplanter, der holder sig fast med sugekopper.

De planter, der dækker godt, vokser meget, og må jævnligt holdes i ave. Men at skære sine klatreplanter tilbage 1-2 gange om året, er vel ikke værre end at klippe hæk?

  • Hedera hibernica ’Hestor’, storbladet vedbend: Stedsegrønne, blanke, fligede blade.
  • Pathenosissus quinquefolia var. Engelmannii, klatrevildvin: Smukke fligede blade, røde høstfarver, løvfældende.
  • Hydrangea anomala ssp. petiolaris, klatrehortensia: Tæt bladdække, hvide blomster i store skærme i juni, løvfældende.

Selvom klatreplanterne har sugekopper, kan de godt have behov for lidt ’hjælp’ i starten, til at sprede sig jævnt ud over hegnet. Det kan gøres på en nem måde med ledningsholdere.

Når hegnet skal dækkes delvist:

Hvis hegnet ikke behøver at blive helt skjult, er der mange muligheder, også selvom der ikke er meget plads. Her kan udfordringen være, at der er meget skygge foran hegnet, hvor planterne skal stå.

Slyngroser, som tåler delvis skygge:

  • Rosa alba ’Mme Plantier’: 4 m høj, tætfyldte, hvide, duftende blomster i juli.
  • Rosa alba ’Maiden's Blush’: 1,8 m høj, lys rosa, tætfyldte, duftende blomster i juli.
  • Rosa ’Maigold’: 2,5 m høj, duftende bronzegule/abrikos blomster midt i juni til midt i juli.

Det samme gælder de fleste kaprifolier, men én er særlig skyggetålende:

  • Lonicera henryi. Blomsterne er ikke særlig iøjnefaldende, men bladene er vintergrønne.

Også de småblomstrede klematis tåler nogen skygge:

  • Clematis tangutica. Kraftigtvoksende, små nikkende gule blomster i juni.
  • Clematis viticella. Moderat-kraftig vækst, let løv, små nikkende blomster, flere sorter (blomsterfarver)
  • Clematis macropetala. Moderat vækst, små nikkende blomster, mange sorter (blomsterfarver)

Hvis der kommer rigelig lys til hegnet, kan du vælge blandt alle slyngroser, klematis og kaprifolier og andre slyngplanter. Ingen af planterne nævnt i dette afsnit kan fastholde sig selv, så der må opsættes espalier eller tråde mellem søm, som planterne kan bindes ind til og/eller slynge sig omkring.

Når der er god plads foran hegnet:

Er der et bed på 1-1,5 meter foran hegnet, er du ikke begrænset til slyngplanter. Så kan du plante store blomstrende eller stedsegrønne buske.

Her er tre buske, der tåler nogen skygge, og som også er pæne om vinteren:

  • Cornus alba ’Sibirica’, hvid kornel (rødgrenet kornel).
  • Prunus laurocerasus ’Etna’, laurbærkirsebær.
  • Cotoneaster salicifolius var.floccosus, dværgmispel.

Annonce

Bliv medlem og få rabat på din billet til Cph Garden

Prisen er 125 kr. pr. dag for medlemmer af Haveselskabet. Du sparer 75 kr, - og du kan købe op til 4 billetter til medlemspris.