fbpx Skønne skærme | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Tandstikkerurt, Ammi visnaga. Her sammen med lyserøde Zinnia.
Tandstikkerurt, Ammi visnaga. Her sammen med lyserøde Zinnia. Foto: Jesper Carl Corfitzen
Artikel for alle

Skønne skærme

Skærmplanter passer godt både til en vild have med grøftekantslook og til den super romantisk havestil.
Gusta Clasen - 
02. juni 2014

Skærmplanternes delikate skærme har en fantastisk evne til at give haven det strejf af vildskab, som havedesignerne elsker.

Vilter romantik 

Her ses vild kørvel, Anthriscus sylvestris – havedesignernes yndling lige nu. Denne skærmplantes yndige, kniplingsagtige blomster og deres evne til at så sig selv gør den perfekte til en klassisk cottagehave, hvor den lidt tilfældige fremkomst af frøsåede planter er en vigtig del af stilen.

Her vokser de i en vild showhave ved Chelsea Flowershow 2014 sammen med hvide akelejer, Aquilegia, og brændt orange kongelys, Verbascum. I forgrunden ses den høje kleopatras nål, Eremurus robustus.

Vikingernes yndling

Skærmplanter findes i alle størrelser. Helt op til den op til to meter høje kvan, Angelica archangelica, som også kaldes engleurt – en gammel, dansk kulturplante, som vikingerne tog med hjem fra Island og dyrkede i deres kvangårde.

I dag er kvan tilbage i haverne og i det nordiske køkken. Da den er en fantastisk flot og skulpturel plante, fortjener den en hædersplads i prydhaven. 

I denne showhave, som vandt en guldmedalje ved Chelsea Flowershow 2013, ses en majestætisk kvan med store, grønne skærme sammen med lilla lupiner, Lupinus ‘Masterpiece’.

Kulørte skærme 

De fleste skærmplanter har hvide blomster, men de findes også i andre farver, fx lyserød hos bjerghulsvøb, Chaerophyllum hirsutum ‘Roseum’, og stor pimpinelle, Pimpinella major ‘Rosea’. 

Eller som her gule skærme hos almindelig fennikel, Foeniculum vulgare, der er plantet i en farvestrålende sammensætning med en pink frøkenhat, Zinnia violacea

Bedet er fotograferet på den store internationale haveudstilling IGS (Internationale Garten Schau), som blev afholdt i Hamborg i 2013. Fennikel er også smuk sammen med orange, gule eller blå blomster eller med græsser i gyldne farver.

Sensommerens pragt

Mange skærmplanter blomstrer ret tidligt på sommeren, men det gælder ikke den yndefulde og sentblomstrende Selinum wallichianum, som endnu ikke har et dansk navn. Den er derfor fin, hvis man gerne vil strække sæsonen med skærmplanter.

Her ses en smukke Selinum wallichianum med hvide blomsterskærme, rødlilla stængler og elegantfliget løv sat sammen med purpursolhat, Echinacea purpurea.

 
Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.