
Slip for ondt i ryggen, når du starter i haven
Alle elsker foråret, men for mange bliver det en kort og dyr fornøjelse. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed opstår der, hvert år, mere end 25.000 ”haveskader”, hvoraf rigtig mange rammer bevægeapparatet, dvs. ryg, nakke mm. ”Brændt barn skyr ilden” er ikke et ordsprog der bider på havefolket, for der er rigtig mange gengangere, hvert år, blandt de 25.000.
Her får du syv gode råd, så du kan gøre haven forårsklar uden at få ondt i ryggen eller andre steder i kroppen.
1) Varm op ved at gå en tur
Tænk over, hvad der gik galt sidste år, og overvej, hvad du kan gøre anderledes i år.
Du har siddet på din flade i snart seks måneder, så det er nok en god ide at starte langsomt. Man løber jo heller ikke et halvmaraton uden træning eller opvarmning. På samme måde skal du varme din krop op, inden du går i gang. En gåtur på en halv time er faktisk noget af det bedste.
2) Pas på kulde og træk
Det er dejligt varmt i solen, og man kommer hurtigt til at svede, men det er stadig koldt i skyggen. Sørg derfor for at have svedtransporterende undertøj på (sportstøj). Træk og kulde giver stive og hårde muskler, og dermed får man lettere skader.
3) Med små skridt mod målet
Rom blev ikke bygget på en dag, og din have bliver heller ikke klar på en dag. Gør dig selv en tjeneste, og del arbejdet op i mange små intervaller - gerne afbrudt af små gåture og pauser.
4) Lær af vægtløfterne
Et rygbælte, som det vægtløfterne bruger, kan købes på nettet for ca. 500 kr., og det er en god investering. Tag bæltet på - det er fint at tage det udenpå tøjet, når du skal foretage tunge og arkavede løft. En knæpude er også et must have.
5) Brug powerlåsen
Det er godt at bruge den såkaldte powerlås, når du skal løfte noget tungt. Det vil sige, at du giver dig selv mere power ved at forspænder i maven, når du løfter noget. Du aktiverer powerlåsen ved at trække vejret helt ind og holde vejret, mens du løfter.
6) Tre huskeregler
Husk også disse tre ting ved alt havearbejde.
- Ryggen skal ALTID være lige
- Ryggen skal have de rigtige svaj
- Næse og tæer skal vende samme vej
7) Læg is på
Når du er færdig med dagens dont, er det godt at gå endnu en tur for at løsne de trætte muskler lidt op. Så kan du samtidig se, hvor langt de andre er nået i deres haver.
Det værste, du kan gøre, når du kommer hjem, er at sætte dig i sofaen, så kommer du aldrig op igen. Læg dig i stedet på ryggen - gerne på sofaen - med en ispose pakket ind i et viskestykkeunder lænd og nakke. Bliv liggende cirka 15-20 minutter.
Du kan læse mere om kiropraktor Ole Wessung og 360 grader sundhed her.
Få magasinet HAVEN
