Gå til hovedindhold
Have uden plæne.
Foto: Ellen Bundgaard
Artikel for alle

Sløjf plænen i den lille have

Hvis du ikke har så stor en have, kan det være en fordel at udelade græsplænen.
Ellen Bundgaard - 
21. april 2009

Simpelt hen grave den op eller helt lade være med at anlægge den. Dermed får du mere plads til frodige planter, og haven kan blive meget mere spændende.

Det vil typisk være en rækkehushave eller en forhave, som kan anlægges på denne måde.

En slynget sti gennem haven

Billederne viser et eksempel på en rækkehushave, hvor græsplænen blev sløjfet. Den kedelige flisebelægning blev erstattet af en smuk belægning af fliser og chaussésten af granit.

Fliserne ligger uden forbandt (med fugerne lige ud for hinanden) på terrasser i hver ende af haven, som forbindes med en gangsti langs huset. Chausséstenene danner kanter og buede afslutninger på terrasserne samt en slynget sti gennem den lille have.

Den slyngede sti er både hyggelig og praktisk, idet den opdeler det resterende areal i haven i mindre bede. I bedet nærmest hovedterrassen (aftenterrassen) er plantet lyserøde bunddækkeroser (’The Fairy’) – som blomstrer hele sommeren – sammen med en mellemhøj finstrået elefantgræs, Mischanthus sinensis ’Gracillimus’.

Plads til et træ

Ved morgenterrassen i den anden ende er plantet en sommerfuglebusk med violette blomster, Buddleja davidii ’Black Knight’ i bunddække af guldjordbær, Waldsteinia ternata.

I bedene langs hækken er beplantningen mere tilegnet efterår og vinter med sentblomstrende, robuste stauder såsom sankthansurt, Sedum telephium ’Herbstfreude’, og lave stedsegrønne buske.

Ingen have er for lille til et træ. Overfor morgenterrassen - bagerst i billedet – er plantet en blodblomme, Prunus cerasifera ’Atropurpurea’, der får lyserøde blomster i det tidlige forår og står med smukke røde blade resten af sæsonen.

Annonce

Kampagne: Giv dig selv en gave

Få 5 numre af magasinet HAVEN og et par lækre handsker fra Burgon & Ball for i alt kun 345 kr.