Gå til hovedindhold
Adam Engel og Anja Barfod fra Haveselskabet.
Adam Engel og Anja Barfod fra Haveselskabet.
Artikel for alle

To sommerdrinks fra haven

Her får du Adam Engels opskrifter på to lækre sommerdrinks, som du kan lave af urter fra haven. Du kan høre mere i Haveselskabets podcast "Spis og drik haven".
Adam Engel - 
24. maj 2018

Adam Engel er forfatter til bogen ”Vild saft” – der er fyldt med gode opskrifter på, hvordan man kan drikke haven og naturen. Du kan læse mere om ham nederst på siden.

Se podcasten "Spis og drik haven" her

Anja Barfoed fra Haveselskabet har inviteret Adam Engel til at fortælle om lækre sommerdrikke med urter fra haven. Hør mere i podcasten "Spis og drik haven".

Slåen- og mælkebøttelemonade

Til 1 flaske

Det skal du bruge:

  • Èn håndfuld slåenblomster
  • Èn håndfuld mælkebøtteblomster
  • Et par lavendelblomster
  • 250 g sukker
  • 1 l vand
  • 1 citron
  • Danskvand

Sådan gør du:

  1. Kog vand og sukker op til sukkeret er opløst. Lad siruppen køle ned. Tilsæt blomsterne.
     
  2. Skær skallen af citronen i lange strimler (uden det hvide) og tilsæt det til siruppen sammen med saften fra citronen.
     
  3. Hæld det i en beholder med låg og lad trække 1-2 dage i køleskabet.
     
  4. Sigt alt fra og hæld saften på flaske. Hæld et par isterninger i et glas, fyld glasset tre fjerdedele op med saft og top med danskvand. Pynt med lidt valgfrie blomster. 

Alt er klar til de to sommerdrinks.

Cocktail på solbærblade og hyldeblomstchampagne

Til 1 glas

Det skal du bruge:

  • 3-4 solbærblade
  • 50 g sukker
  • 2 cl lys rom
  • 1 cl citronsaft
  • 4 cl hyldeblomstchampagne (alternativt kan 2 cl hyldeblomst sirup og 2 cl danskvand bruges)

Sådan gør du:

  1. Læg solbærbladenee i et glas sammen med sukkeret og mas dem med en morter.
     
  2. Tilsæt rom og citronsaft og rør rundt til sukkeret er opløst.
     
  3. Tilsæt isterninger til kanten og derefter hyldeblomstchampagne.
     
  4. Rør let rundt i cocktailen for at fordele siruppen i bunden, og servér. 

Anja Barfod smager på cocktail på solbærblade og hyldeblomstchampagne.

Adam Engel om sig selv

Efter at have arbejdet med restauranter og hoteller i nogle år, valgte jeg at starte mit eget. Jeg har altid brugt meget tid på at fortælle historierne bag råvarerne og hvad jeg serverede, og jeg følte, at jeg bedst kunne fortælle dette med udgangspunkt i mit helt eget smagsunivers. Jeg stødte tit på ulogiske ting i de restauranter, jeg har arbejdet med. Hvorfor servere ultralokale grøntsager, når vinen alligevel er fra Spanien? Og hvorfor spise bær fra skoven til en kop kaffe fra Afrika?

Jeg forstod, at den bæredygtige og sæsonbetonede tankegang endnu ikke var nået ud i alle kroge af gastronomien, og derfor satte jeg mig for at komme med mit ydmyg bidrag gennem mit madunivers, og derigennem at få flere til at få  øjnene op for alle de muligheder, der ligger i gastronomien, hvis vi hæver blikket fra de låste rammer for mad og drikke, der har præget os de sidste par generationer.

Adam Engel er forfatter til bogen "Vild saft". 

Jeg bor til dagligt på Christianshavn, men er næsten dagligt ude i naturen. Det er ofte blot for at fornemme, hvor vi er på sæsonen. Det giver mig en kæmpe ro at mærke, hvor vi er i mikrosæsonerne for de forskellige urter og planter, og hvornår den næste mikrosæson starter. På den føler jeg, at jeg får en bedre forbindelse gennem tid og sted med det område, jeg befinder mig i. Det er denne følelse, jeg prøver at viderebringe gennem mine middage, ture eller foredrag, da jeg mener, den er sund for os at mærke en gang i mellem. 

Jeg har skrevet to bøger i 2017 om saft på vilde planter og om varme drikke fra hele verden. Fælles for dem begge er min ambition om at formidle om både bæredygtige, lokale og historiske nuancer af madkulturen, så vi bedre kan forstå, hvor vi kommer fra, hvor vi bevæger os hen og hvordan vi bedre kan frigøre os for de gastronomiske rammer, vi har pålagt os selv i den moderne verden.

Til Adam Engels hjemmeside

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.