fbpx Brune pletter på bladene - hvad fejler buksbommen? | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Foto: Magnus Gammelgaard Nielsen
Spørgsmål & Svar

Brune pletter på bladene - hvad fejler buksbommen?

tir. 23. nov. kl 10:58

Jeg har en hel del buksbomplanter rundt om mine bede og nogle af dem ser mærkelige ud. De er plantet for to år siden. De får mørke pletter og taber en del af bladene. Hvad kan der være galt?

Haveselskabets Rådgivning

Der er tale om et angreb af svampesygdommen buksbomkvistdød, Cylindrocladium buxicola. Den bliver desværre mere og mere udbredt i Danmark, og særligt i England er den en plage.

Svampen kan brede sig til rødderne også, men hvor længe den kan overleve her, vides endnu ikke med sikkerhed. 

De første symptomer på buksbomkvistdød ses ofte på bladene. De får mørkebrune eller lyse brune pletter, der i starten er cirkelformede ofte med en lysbrun til orange midte. Ret hurtigt breder svampen sig og hele bladet farves mørkebrunt. Stænglerne angribes også og her ses mørke striber. Ved kraftige angreb falder bladene af.

Svampen angriber kun buksbom og viser sig typisk i august og september.  Det er det, man kalder en koldsvamp, som i modsætning til mange andre svampetyper trives og udvikler sig fint under kølige forhold. Den udvikler sig optimalt ved 25 grader, men kan trives ned til 5 grader. Til gengæld går den i stå omkring de 30 grader. Tilmed elsker den fugtige forhold.

Det betyder, at buksbomkvistdød udvikles og spredes bedst i fugtigt vejr. Den smitter oftest kun over kortere afstande ved at sprede sine sporer gennem luften, når vanddråber plasker ned på bladene eller hvis man klipper hæk kort efter et regnskyl.

Køb sunde planter

Buksbomskimmel er en alvorlig sygdom at få i sine buksbom. I særdeleshed fordi, der indtil nu ikke er udviklet effektive metoder til helt at undgå svampen, hverken biologisk eller kemiske. Angrebne planter dør, medmindre du opdager symptomerne i tide og handler på dem.

Når du nyplanter buksbom, skal du være opmærksom på, om planterne ser sunde og grønne ud. Hvis du selv tager stiklinger, brug da kun sundt plantemateriale.

Overvej, hvor du planter. Svampen trives bedst under skyggefulde og fugtige forhold. Vælg derfor et mere solrigt sted i haven eller steder med god luft. Buksbom plantet som hække bliver under gode vækstforhold meget tætte, så tætte at der i disse hække alligevel opstår så høj en fugtighed, at svampen godt kan trives og udvikle sig.

Undgå at beskære i fugtigt vejr

Hvis du observerer angreb på dine buksbom, skal du klippe alt angrebet plantemateriale væk og smide det ud. Hvis hele planten er angrebet, så grav den op og fjern den. Er den nederste del af planten og rødderne ikke angrebet, kan du nøjes med at fjerne noget jord et par centimeter ned.

Ved kraftige angreb også i rødderne, skal der fjernes mere jord for helt at få alle syge rødder væk.

Du kan forhindre spredning ved at undgå at klippe dine planter i fugtigt vejr og desuden være meget omhyggelig med rengøring af værktøj. Rengør desuden eventuelle potter m.m. med rodalon, der dræber bakterier og svamp.

Meget modtagelige sorter - alle Buxus sempervirens:

  • 'Suffruticosa',
  • 'Rotundifolia’
  • 'Handworthientis',
  • 'Raket'
  • 'Ingrid'

Moderat modtagelige sorter - alle Buxus sempervirens:

  • 'Arborescens'
  • 'Elegantissima'
  • 'Aureovariagata'

Svagt modtagelige sorter:

  • Buxus microphylla 'Faulkner'
  • Buxus microphylla 'Herrenhausen'