Gå til hovedindhold
Foto: Haveselskabet
Spørgsmål & Svar

Græs i staudebed

ons. 3. dec. kl 10:53

Der er efterhånden kommet en del græsukrudt i mit staudebed. Hvordan får jeg det væk?

Haveselskabets Rådgivning

Jeg går ud fra, at de gamle stauder skal bevares, så vidt det er muligt. Med det som udgangspunkt, er det et godt tidspunkt at begynde i september.
 

Der indgår fem hovedpunkter i planen:

1. Der skal være et jordstykke til rådighed, som er helt renset for ukrudt. Der må heller ikke være rødder af flerårigt ukrudt, som mælkebøtter, kvikgræs, skvalderkål, snerler, tidsler, græs m.m.

 

2. De gamle, ukrudtsbefængte stauder skal graves op og skilles ad i små stykker, så de kan renses fuldstændigt for ukrudt. Det kan betale sig, at kassere den midterste del af gamle stauder, og kun bevare de yderste dele, som er de mest livskraftige.

 

3. Derefter plantes de rensede, små staudeplanter i midlertidigt depot i det frie jordstykke. Her skal de stå og holdes rene for det ukrudt, der under alle omstændigheder vil spire frem, fordi der altid er en vis portion ukrudtsfrø i jorden.

 

4. Brug efteråret og næste forår og sommer til at fjerne alt græsukrudt og andet ukrudt, som er i det gamle staudebed. Vær sikker på at alle rødder af græsukrudtet bliver fjernet.

 

5. Nu kan stauderne flyttes fra depotstykket tilbage til det oprindelige staudebed. Det kan ske næste år i september-oktober, hvis bedet til den tid er fuldstændig renset for ukrudt. Er det ikke helt rent, må du fjerne det sidste ukrudt og vente til næste år.