Gå til hovedindhold
Foto: Hans Hykkelbjerg
Spørgsmål & Svar

Hvad er der sker med min digitalis?

ons. 11. aug. kl 7:48

Vi har i flere år haft alm. fingerbøl, Digitalis, i haven. I år har vi dog en særlig variant, hvor den øverste blomst ser helt anderledes ud. Hvad kan årsagen være?

Haveselskabets Rådgivning

Din fingerbøl, Digitalis purpurea, har lavet en forkert celledeling under væksten. Det er et fænomen, som kaldes fasciation og er kendt indenfor mange slægter. Blandt andre ridderspore, vortemælk, løn og kirsebær. Mest kendt er vel nok den dyrkede båndpil, Salix sachalinensis 'Sekka', med sine bånddannede grene.

Fasciation kan opstå ved en mutation i hjerteskuddet, bakterie-infektion, mide- eller insekt-angreb. Men andre forsøg tyder også på, at den kan opstå ved fysiske skader på planters kimbladstadie, hvor planten allerede på dette tidspunkt danner deforme skud. Det er ikke sket hos din fingerbøl. Det er højst sandsynligt en af de førstnævnte muligheder.

Blomsterne er vokset sammen

Blomsterne hos fingerbøl har normalt fire støvblade, men på billedet kan man tælle op til i hvert fald 12 støvblade. Det betyder, at blomsten i virkeligheden består af fire blomster, der er vokset sammen. Den strækningsvækst, som burde foregå mellem hver blomst, har simpelthen ikke fundet sted.

Fasciation hos fingerbøl er slet ikke nyt. I litteraturen kan fænomenet spores tilbage til 1826, hvor den deforme plante endda blev navngivet og fik navnet Digitalis purpurea var. heptandra.

Der er lidt forskellige resultater med hensyn til arveligheden af den deforme vækst. Hos andre slægter med fasciation har man fundet, at helt op til 50 procent af afkommet i fjerde generation havde den deforme vækst. Men jeg har ikke kunne finde klare resultater for fingerbøl. Derfor bliver det spændende at se, hvilke blomster afkommet får, af den høst du foretager i år.