Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Hvilken jordbærsort skal jeg plante?

tor. 13. aug. kl 10:15

Er der nogle sorter, I kan anbefale med særlig god smag?

Jeg har brug for nogle forslag til, hvilken jordbærsort jeg skal plante. Jeg savner den smag af jordbær, jeg husker fra jeg var barn. 

Venlig hilsen
Birte 

 

Haveselskabets Rådgivning

Haveselskabets rådgivning har sendt spørgsmålet videre til jordbærkonsulent Bodil Damgaard Petersen, som har stor viden om de jordbærsorter, der er på markedet.

Mange af de gamle jordbærsorter, man dyrkede tidligere, er det ikke muligt til at købe på planteskolen i dag. Man er gået væk fra dem i takt med, at der er kommet nye sorter til, som er mindre modtagelige for gråskimmel og meldug, som er de to svampesygdomme der giver størst problemer for jordbæravlerne.

Forædlingen har desuden haft fokus på at fremavle jordbær, der er lidt mere hårde på ydresiden, så de kan tåle at ligge i en bakke et par dage, inden de spises. Ældre sorter har typisk en blød overflade, og skal spises umiddelbart efter de er plukket. 

Ifølge Bodil Damgaard er man den seneste tid begyndt at fokusere meget på smagen, når man forædler jordbær, så mange af de helt nye sorter har en rigtig god smag samtidig med, at det er sunde planter.

Desuden tilføjer hun, at der for mange også er meget nostalgi forbundet med tankerne om barndommens jordbær. Så det er en myte at jordbær smagte bedre i gamle dage.

Jordbærsorter med god smag

Her kommer Bodil Damgaard Petersens anbefalinger til sorter med en rigtig god smag. Alle er mulige at købe på planteskolen. Hvis de ikke har dem på lager, kan du spørge, om de har mulighed for at bestille dem hjem til dig.

  • Polka – Halvgammelsort der helst skal spises umiddelbart efter, den er plukket.
  • Sonata – Nyere sort og den mest dyrkede herhjemme. God smag og god holdbarhed.
  • Korona – Gammel sort med god og mild smag. Angribes ofte af gråskimmel og meldug. Skal spises umiddelbart efter, de er plukket.
  • Malwina – Helt ny sort på markedet med god og sød smag. Bærrene modner sent. Sund plante. 
 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.