Gå til hovedindhold
Foto: Aksel H. Sørensen
Spørgsmål & Svar

Hvordan bekæmper jeg vorterod?

ons. 9. jul. kl 11:27

Hjælp! I min græsplæne og bede kommer der flere og flere vorterod. Hvad skal jeg gøre for at bekæmpe dem? 

Haveselskabets Rådgivning

Lad det være sagt med det samme. Der er ikke nogen nem løsning. Du kan selvfølgelig vælge at lade være med at betragte vorterod som et problem. De forsvinder jo ret hurtigt, og så er der en masse andet, du kan glæde dig over i haven.

Men vil du forsøge at bekæmpe planten er det muligt at reducere antallet. Det er ikke en opgave, der kan løses over en eller få gange, men et arbejde, der skal til hvert år.

Vorterod er en flerårig plante, som er udstyret med to forskellige knoldlignende legemer. For det første ammerødder, som sidder under jordoverfladen, som giver planten en hurtig start om foråret. For det andet yngleknolde, som sidder i bladhjørnerne. Især yngleknoldene bidraget til opformering af planten.

Vorterod er nemme nok at luge væk, mens de blomstrer og er helt friske, men du får ikke det hele med. De har små knolde på rødderne, og nogle af dem bliver tilbage og spirer næste år. Det er muligt at holde dem i ave ved lugning hvert år, hvis du får begyndt, mens der kun er nogle få.