Gå til hovedindhold
Foto: Pia Bolsen
Spørgsmål & Svar

Hvordan binder jeg klatreroserne op?

ons. 25. jun. kl 11:40

Jeg købte sidste år to klatreroser, som nu er ved at gro mig over hovedet. Den ene er ’Alchymist, den anden en ’Willestrup’. Begge er plantet op af en væg, og der trives de tydeligvis godt. Nu er jeg blevet bange for, at grenene vil knække, da der er så mange blomster på, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bærer mig ad med og binde den op. 

Mvh. Pia

Haveselskabets Rådgivning

Det skønne ved roser er, at de kvitterer med overvældende gro og blomsterkraft, når man giver dem de bedste betingelser. Så det skal du bare være glad for.

Haveselskabets rosenekspert, Peter Ørum Scherg, kommer her med en lille vejledning til, hvordan du kan gribe opbindingen an:

Du tager alle de store basisgrene og leder dem på tværs af skuret, efterhånden som de vokser frem (se tegning herunder). Så får du nemlig blomster overalt på roserne (også forneden), da du aktiverer alle de sovende øjne, når du bøjer grenene.

 

Når en blomsterbærende gren, er helt afblomstret, skal du straks klippe den af helt ind til hovedgrenen, lige over det 3. sidste øje/bladsæt. Du kan også klippe dem ind i februar/marts, inden de vågner igen. 

 

Flytning til efteråret

Peter Ørum Scherg anbefaler, at du til efteråret flytter dine roser, så de også på lang sigt kan komme fuldt til deres rette.

’Alchymist’ er en skøn klatrerose, der vokser utroligt hurtigt, og den kommer med tiden til at fylde meget. Derfor foreslår han, at du flytter ’Willestrup’ til et andet sted og rykker ’Alchymist’ hen, så den står i midten op ad din skurvæg, så den har god plads til at udfolde sig.

’Willestrup’ er en rigtig fin buskrose, som sjovt nok også kan blive en stor og kraftig klatrerose med imponerende mange, flotte blomster. Så den kan du enten plante fritvoksende eller op af et klatrestativ eller en væg.

Du skal først flytte roserne til efteråret, når roserne er i deres hvileperiode.