Gå til hovedindhold
Foto: Radomił Binek
Spørgsmål & Svar

Hvordan dyrker jeg asparges?

tir. 6. jan. kl 10:32

Jeg overvejer at dyrke asparges i min køkkenhave. Hvordan gør jeg?

Haveselskabets Rådgivning

Asparges er en meget delikat grønsag, der er forholdsvis dyr hos grønthandleren. Men de er meget nemme at dyrke selv. Det kræver blot lidt tålmodighed i starten. Når de først er begyndt at gro i haven, kan de holde i årevis. 

Asparges er tolerant overfor jordbunden, men trives dog bedst i forholdsvis sandmuldet, kalkrig jord. Skal blot have gødning og mulighed for at brede sig. De placeres et lyst sted med læ.

Høst

Det er de unge skud, der høstes i foråret. Når stilkene er 12-15 cm og godt og vel blyantstykke, stikkes de 5 cm under jordoverfladen. På 5 m2 kan man have 12-15 planter, hvilket skulle give til en god middag en gang om ugen fra først i maj indtil sankthans, hvorefter planterne skal have fred til at samle ny næring. Man kan først begynde at høste efter 3-4 år.  

Det er en god ide at binde de meget høje planter op, da de let knækker ved jordoverfladen, og det vil betyde mindre udbytte det følgende år.

Udvikling

Asparges plantes i april. Køb 2-årige planter i planteskolen og plant dem straks med 45 cm´s afstand i en 20 cm dyb og 30 cm bred rende. Bred rødderne godt ud til siden, for det er her de spiselige skud udvikles. Dæk planterne, så spirerne kommer ca. 5 cm under overfladen. Kontroller, at rødderne er friske og hvide, og at der er mange af dem.

Plantes i en gruppe eller i rækker med 60 cm's afstand mellem planterne. Jorden skal være porøs, og der skal være dræn under planterne, så vandet kan løbe væk. Kan bindes op, så skuddene ikke vælter og knækker.

Tredje år efter plantningen begynder man at høste de grønne spirer. De første år høstes behersket for ikke at svække planterne, men derefter kan man høste i en måned hvert år. I efteråret skæres stilkene tilbage helt nede ved jorden.

Blege asparges

For at få hvide, blegede asparges dækkes de over med jord, efterhånden som de kommer frem om foråret. Til sidst har man en vold på 50-60 cm, hvorfra man så kan begynde at stikke de blege asparges. På volden kan man så sommerblomster til pynt.

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.