Gå til hovedindhold
Cornus alba med røde grene. Foto: Pixabay
Cornus alba med røde grene. Foto: Pixabay
Spørgsmål & Svar

Hvordan får vi røde grene på rød kornel?

man. 13. feb. kl 14:25

Vi har plantet 30 Rød Kornel i vores skovbryn. De blev plantet sidste år og ser ud som om de trives, om end de er små endnu. Vi er interesseret i at kunne høste lange røde grene/vidjer til vaserne indendørs. Hvordan får vi de lange vidjer drevet frem?

Hilsen Emborg

Haveselskabets Rådgivning

Både rød kornel, Cornus sanguinea, og hvid kornel, Conus alba, er særlig værdsat pga. deres smukke røde grene som lyser op om vinteren. De er også flotte at bruge i dekorationer eller at tage ind i en vase.

Den røde bark ses kun på de unge grene. Så snart grenene bliver omkring 3 år bliver barken mere grov og gråbrun. Ved at beskære buskene kan man provokere dem til at sætte nye skud, som får den smukke farve.

Nu er jeres kornel stadig unge og nyetablerede, så de vil have godt af at få lov at vokse uden beskæring de næste 2-3 år. Herefter kan I begynde at beskære dem, og det skal ske i det tidlige forår. Her kan I enten skære buskene helt tilbage til 15-20 cm eller I kan vælge at tynde ud, og fjerne de ældste og tykkeste grene helt ved grunden. Begge metoder vil få buskene til at sætte nye skud nedefra, men ved den sidstnævnte metode bevarer i planternes afskærmende virkning ved kun at fjerne ca. en tredjedel af grenene hvert år. 
 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.