Gå til hovedindhold
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
Spørgsmål & Svar

Hvordan skærmer jeg effektivt af?

tir. 7. okt. kl 10:39

Jeg kunne godt bruge et forslag til, hvordan jeg effektivt får skærmet af mod naboen. Lige nu står der en godt halvanden meter høj bøgehæk som jeg gerne vil bevare for at markere skellet, men den kommer aldrig til at dække for naboens vinduer, der sidder i 3 meters højde. Kan jeg plante træer inde i hækken, og hvilke skal jeg i så fald vælge?

Haveselskabets Rådgivning

Løsningen kan være at plante nogle halvstore træer, der er opstammede, så kronen kommer over hækken. Det kunne f.eks. være rønnetræer eller andre moderatvoksende som tjørn eller paradisæble. De skal plantes foran hækken på din egen grund. 

Hvis du skal plante træerne ind i selve hækken, skal din nabo være enig, da det vil være nødvendigt at fjerne et par hækplanter, der hvor træene plantes ind. Hækken vil hurtigt vokse til og lukke hullet. Hvis der er god plads foran hækken, kan du også plante et par søjleformede, stedsegrønne nåletræer som thuja, ædelcypres eller taks. De dækker for indkig hele året. 

Men for de gode naboskabs skyld skal du nok lige overveje, om træerne kan være til gene for din nabo.